Fortsæt til indhold

Kommunen dækker underskuddet i Djursland for fuld Damp

Formand Torben Jensen glæder sig over lykkelig udgang på et besværligt 2023.

Samfund

Djursland for fuld Damp (DffD9 regner med et underskud i 2023 på 140.000 kroner, og det har selvsagt givet anledning til bekymringer i turistattraktionen i Allingåbro.

Den begyndende bekymringsrynke har politikerne i kultur- og fritidsudvalget nu besluttet at rette ud. Udvalget har således ekstraordinært tildelt DffD et likviditetstilskud på de 140.000 kroner.

Tilskuddet er blevet muligt, da kultur- og fritidsudvalget har et mindreforbrug i 2023, og underskuddet finansieres herfra.

Underskuddet kommer i et år, hvor DffD i kommunens budget sikrede sig en kommunal bevilling i 2024 på 750.000 kroner, men i overslagsårene 2025 og 2026 falder tilskuddet årligt med 75.000 kroner.

Det har blandt andet fået formand i DffD Torben Jensen til at rette kritik af kommunens budgetlægning og noteret, at det er med til at skabe yderligere utryghed for turistattraktionen.

Med det ekstraordinære tilskud mener kultur- og fritidsvalget imidlertid, at der sendes et klart politisk signal om, at der også i fremtiden er politisk opbakning til DffD. Det siger næstformand i kultur- og fritidsudvalget Sebastian Grauert (LA).

»Vi vil gerne vise dem, at vi gerne vil hjælpe. Vi er alle sammen gået med i et budget, og her vil der altid være nogle ting, som man kan lide og nogle ting, som man ikke kan lide, som man går med til for at få tingene til at gå op. Når vi kommer til budgetlægningen næste år, kommer vi helt sikkert med et forslag til, hvordan vi kan sikre Djursland for fuld Damp i fremtiden, fordi hele udvalget faktisk er interesseret i at sørge for, at de får det tilskud, der kan give ro,« siger Sebastian Grauert og tilføjer:

»Et underskud på 140.000 kroner kan alle jo mærke, men nu kan de gå mere roligt ind i et år, hvor de allerede er sikret et tilskud. Det er en hjælpende hånd til at komme ordentligt ind i 2024.«

Næstformanden noterer sig dog også en smule irritation over processen i den seneste måned.

I oktober meddelte bestyrelsen i DffD, at de ikke ville indgå i den nye driftsaftale med kommunen på grund af netop usikkerhederne om tilskuddets størrelse fra 2025.

Derfor mødtes parterne 8. november til en snak om, hvordan fremtiden kunne skrues sammen.

Allerede her blev DffD ifølge Sebastian Grauert orienteret om udvalgets tanker om at dække attraktionens underskud, hvilket ifølge næstformanden blev modtaget meget positivt af bestyrelsen i DffD.

Efterfølgende meldte formand i DffD Torben Jensen dog knap så positivt ud ved at sige, at de ikke blev præsenteret for konkrete fremtidsplaner.

På dette tidspunkt var det ekstraordinære tilskud på 140.000 kroner endnu ikke politisk behandlet og dermed heller ikke officielt.

Bestyrelsen i DffD var dog orienteret om planerne, og netop derfor pirrer det Sebastian Grauert, at meldingen efterfølgende var en anden.

»Jeg synes, vi havde et rigtig godt og positivt møde, så jeg bliver lidt træt, når jeg ser sådan en udmelding bagefter. Så kan jeg jo godt tænke, ’for pokker, hvad mere kan vi så gøre.’ Nu har Torben Jensen jo meldt ud, at han stopper som formand, men jeg tror da på, at vi også fremover kan få et godt samarbejde med bestyrelsen,« noterer Sebastian Grauert.

Mener du dermed, at det er Torben Jensen, der lige nu står i vejen for en ordentlig dialog?

»Nej, det gør jeg egentlig ikke. Jeg tror bare, at Torben og jeg nogle gange er uenige i, hvordan vi gør det her, så jeg ville bare hellere have, at han var kommet til udvalget med de ting, han var utilfreds med, i stedet for at melde dem ud i pressen.«

Da Lokalavisen taler med Torben Jensen har han endnu ikke fået overbragt den officielle melding om, at kommunen vil dække underskuddet.

Derfor er det både en glad og overrasket formand, der modtager nyheden.

»Det er da en glædelig nyhed, for det har været et ekstremt år med både vejret og de mange følgeudgifter, der har været, efter vi blev skilt fra Stenvad Mosebrugscenter. Her har vi jo tidligere været to parter om at dele udgifterne, men nu står vi med meget selv. Alene ansvarsforsikringen på skinnecyklerne løber op i 40.000 kroner, så det har været hårdt at miste de stordriftsfordele. Det er jeg rigtig glad for, at udvalget også anerkender,« siger Torben Jensen.