Fortsæt til indhold

Butikker 'dør' på stribe: Næststørste stigning i landet

I Aarhus hænger flere til salg i ruderne på tomme butikslokaler end i store dele af landet. Udviklingen går én vej - den forkerte.

Samfund
nln

Tomme butikslokaler er et stigende problem for Smilets By.

På bare tre måneder er mængden af tomme butikslokaler i Aarhus steget markant. Cirka hver 12. butikslokale står lige nu tomt.

Hvilket er flere end de fleste andre steder i Danmark. I tredje kvartal af 2023 stod 7.2 procent af butikslokaler tomme, nu er tallet steget til 8.3 procent.

»De fysiske butikker har længe kæmpet med internetbutikkerne om de handlendes gunst. Læg dertil, at begge butikstyper har lidt under vigende salg i takt med tiltagende inflation,« forklarer økonomisk konsulent i Ejendom Danmark Bjarke Roed-Frederiksen.

Ejendom Danmark er en brancheorganisation for ejere, udlejere og administratorer af fast ejendom i Danmark. Det er orgnaisationen, der står bag undersøgelsen.

Over landsgennemsnittet

Det er dog ikke alle erhverv, der er ramt lige hårdt, viser undersøgelsen.

»De mindre butikker i Aarhus må finde sig i, at en større del af salget flytter mod de store butikscentre i omegnen af Aarhus og over på internettet. Mens der fortsat er god efterspørgsel efter lejemål indrettet til for eksempel frisører, skønhed og helse, har tøj-, legetøj og skobutikker det sværere,« siger konsulenten.

Aarhus er det sted i Danmark, som er fjerde hårdest ramt, men oplevede på tre måneder den næst højeste stigning i tomme butikslokaler. Butikslivet står også slemt til i andre dele af landet.

København ligger kun lige under Aarhus på listen, her står 8.2 procent af alle butikslokaler tomme. Hårdest ramt er Syddanmark, hvor over 11 procent af lokalerne står tomme.

Smilets By ligger også et godt stykke over landsgennemsnittet, som er på 7.6 procent.

»Landets to største byer har begge oplevet væsentligt flere ledige butikslokaler i den seneste tid, og det er det, der især påvirker det landsdækkende gennemsnit,« understreger Bjarke Roed-Frederiksen.