Pausen på Skovskolen er et tilbageslag for Norddjurs Kommune
Borgmesteren vil nu afsøge, om Norddjurs kan bidrag til at stable uddannelse på benene igen.
Da det i 2019 blev annonceret, at uddannelsen som skov- og landskabsingeniør (sling) ville åbne på Skovskolen ved Auning i 2020 var det med enorm stolthed fra både skolen, men i høj grad også fra Norddjurs Kommune.
Det er en af kommunens store ambitioner at kunne udbyde flere videregående uddannelser, og på den måde også tiltrække og forhåbentlig fastholde ressourcestærke unge mennesker.
Derfor er det da også særdeles ærgerlig udvikling, at Skovskolen nu har besluttet sætte den videregående uddannelse på pause.
Det erkender borgmester Kasper Bjerregaard (V).
»Vi vil rigtig gerne kunne tiltrække studerende til et område som vores, og det lykkes vi med fra tid til anden, så det er selvfølgelig et tilbageslag, at uddannelsen bliver sat på pause. Det er jeg ærgerlig over,« konstaterer Kasper Bjerregaard.
Afsøger muligheder
Borgmesteren understreger dog, at Norddjurs Kommune fortsat samarbejder tæt med Skovskolen. Blandt andet for at støtte op om de uddannelser, der fortsætter, men også for at afsøge mulighederne for, at det rent faktisk kun bliver en pause for sling-uddannelsen i Norddjurs og ikke et permanent stop.
»Det er vi allerede i dialog med Skovskolen om. Vores samarbejde med skolen kører uændret videre, men det kan godt være, at vi træder lidt tættere på, for at se, om der er noget, vi kan gøre. Hvad det kan være, ved jeg ikke endnu, men hvis kommunen kan bidrage til, at Skovskolen får bedre muligheder, så gør vi gerne det,« siger Kasper Bjerregaard.
Vigtig strategi
Han mener ikke, at kommunen umiddelbart skal gøres til medansvarlig for at elevoptaget på sling-uddannelsen har været så drastisk faldende de seneste to år i form af eksempelvis manglende kommunikation om uddannelsesmulighederne i Norddjurs.
»Jeg synes, vi har været ret aktive i at slå på tromme for, at vi har det her sted (Skovskolen, red.) i kommunen, og vi har også tydeligt markeret, at det er en vigtig strategisk indsats for os. Det har vi blandt andet gjort ved at sætte penge af i budgetterne til at støtte op om Skovskolen,« uddyber Kasper Bjerregaard og fremhæver blandt andet, at kommunen har asfalteret den tidligere grusvej Eldrupvej, der fører fra Hovedvejen og et godt stykke ind i Løvenholm Skoven, hvor Skovskolen holder til.
»Det er sådan nogle ting, vi kan gøre. Aktiviteten derude er jo bundet op på Københavns Universitet, og så kan vi hjælpe med, at der er ordentlig forbindelse til Auning og videre derfra,« siger Kasper Bjerregaard.