Akut behov for handling: Red Barnet kræver strammere love mod seksualisering af børn online
Straffeloven skal ændres, så den beskytter børn bedre mod seksualisering i billeder og videoer, lyder det fra Red Barnet.
Lovgivningen beskytter ikke børn godt nok, når det handler om seksuelt krænkende billeder og videoer. Det viser en analyse foretaget af Red Barnet.
Børnerettighedsorganisationen foreslår derfor at stramme loven, så tre typer af materiale med tydelig seksualisering af børn bliver kriminaliseret i Danmark i samme grad, som det er i de andre nordiske lande. Inden for animeret materiale oplever Red Barnet en voldsom stigning, der kræver akut handling.
Sådan lyder det fra Red Barnet i et nyt udspil, som præsenteres i dag. Børnerettighedsorganisationen har analyseret en omfattende mængde seksuelt krænkende materiale med børn, der i dag i vid udstrækning kategoriseres som lovligt.
Materialet er anmeldt til Red Barnets tjeneste ’AnmeldDet’, hvor borgere anonymt kan anmelde overgrebsmateriale med børn, som de har set online. Især for tre typer af materiale – hvor børn udstilles og udnyttes seksuelt på forskellig vis – betyder begrænsningerne i loven, at hverken Red Barnet eller politiet kan gøre noget for at få fjernet materialet fra nettet og retsforfølge de ansvarlige.
En gennemgang af lovgivningen på området i andre nordiske lande som Norge, Sverige, Finland og Island viser, at lovgivningen dér i langt højere grad beskytter børn mod seksuelt krænkende materiale. Derfor er der ifølge Red Barnet behov for at få strammet den danske straffelov.
»På daglig basis ser vi billeder og videoer med alvorlige seksuelle krænkelser af børn. Materialet er tydeligvis produceret med det formål at skabe seksuelle associationer hos voksne, men børn er børn og skal ikke seksualiseres. Børn kan aldrig give samtykke til at blive udstillet eller udnyttet seksuelt. Derfor skal billederne selvfølgelig kriminaliseres og kunne fjernes fra nettet. Det kræver, at straffeloven ændres, så vi kan gribe ind og sikre børn den beskyttelse, de har ret til,« siger generalsekretær i Red Barnet Johanne Schmidt-Nielsen.
Hun peger på, at Red Barnets analyse viser, at lovgivningen i de andre nordiske lande langt hen ad vejen sikrer børn en bedre beskyttelse på dette område. Der er derfor god inspiration at hente.
»Lovgivningen i Danmark skal selvfølgelig sikre børn en lige så god beskyttelse som i de lande, vi normalt sammenligner os med. Børn skal kunne vokse op uden at blive seksualiseret. Også i en digital kontekst,« siger Johanne Schmidt-Nielsen.
De tre typer af materiale, hvor Red Barnet har identificeret huller i lovgivningen, drejer sig om poseringsbilleder, billeder sat i en seksualiserende kontekst og animeret overgrebsmateriale.
Den manglende kriminalisering af de tre typer af materiale kan have store konsekvenser for børnene.
»Hvis børn bliver seksuelt udnyttet digitalt, kan konsekvenserne være alvorlige og livslange. Børn, som føler sig ufrivilligt seksualiseret, kan opleve stor frygt for, hvem der vil komme til at se det seksualiserede materiale, og de kan opleve store udfordringer med at få det fjernet. Frygten kan få børn til at trække sig fra sociale relationer, som kan føre til alvorlig mistrivsel,« siger psykolog og seniorkonsulent i Red Barnet, Per Frederiksen.
I Red Barnet er der især bekymring over en stor stigning i animeret materiale. I 2020 og 2021 modtog Red Barnets tjeneste ’AnmeldDet’ henholdsvis 18 og 20 anmeldelser vedrørende den type materiale, mens antallet i 2022 steg til 208. I de første 11 måneder af 2023 har der været hele 1.619 anmeldelser om animeret materiale.
Lovgivningen i Danmark skal selvfølgelig sikre børn en lige så god beskyttelse som i de lande, vi normalt sammenligner os medJohanne Schmidt-Nielsen, generalsekretær i Red Barnet
I dag er det kun animeret overgrebsmateriale, som er så virkelighedstro, at det har fuld lighed med et fotografi, som er ulovligt. Og det er langtfra godt nok.
»Med den hurtigt udviklende AI-teknologi bliver det dag for dag lettere at producere vellignende animeret overgrebsmateriale med børn. Derfor er der virkelig behov for at gribe ind nu – inden internettet i endnu højere grad flyder over med livagtigt, animeret overgrebsmateriale., siger Per Frederiksen.
I udspillet kommer Red Barnet med helt konkrete forslag til, hvordan straffeloven kan ændres, så den beskytter børn bedre mod seksuelle krænkelser online.