Tandlæger advarer mod tandpasta - mistænkt for at skade DNA
Gå langt udenom tandpasta med potentielt kræftfremkaldende stof, lyder anbefalingen.
En stikprøve, foretaget i henholdsvis Matas, Netto, Super-Brugsen og på et apotek i København, afslører, at knap halvdelen af de i alt 23 tilgængelige tandpastaer indeholder farvestoffet titaniumdioxid.
I den seneste udgave af Tandlægebladet kan man læse, at titaniumdioxid er mistænkt for at kunne skade vores DNA og være kræftfremkaldende. Farvestoffet, der bruges til at farve produkter kridhvide, er ifølge EU-lovgivning ulovligt at bruge i fødevarer. Alligevel indeholder flere tandpastaer på det danske marked stoffet, fordi tandpasta ikke klassificeres som en fødevare, men kosmetik.
Tandlægeforeningens formand, Susanne Kleist, finder det stærkt bekymrende, at det problematiske farvestof stadig findes i så mange tandpastaer.
»Det bekymrer mig, at folk risikerer at få titaniumdioxid ind i kroppen, når de børster tænder. Tandpasta er netop til for at forebygge sygdom, ikke det modsatte. Og selvom man skyller munden grundigt og spytter ud, så kan det ikke undgås, at der ryger en smule tandpasta ned i maven,« siger Susanne Kleist i en pressemeddelelse.
Hun opfordrer til, at man helt undgår tandpasta med titaniumdioxid, og det synspunkt bakkes op af professor i miljømedicin på Syddansk Universitet, Philippe Grandjean.
»Titaniumdioxid har ingen plads i tandpasta. Stoffet er helt unødvendigt, da det udelukkende har en æstetisk funktion. Der er altid nogen, der uundgåeligt sluger tandpasta, når de børster tænder. Særligt børn er udsatte,« understreger han.
Ikke alle skyller munden med vand
Især de patienter, som bliver anbefalet at undlade at skylle munden efter tandbørstningen, risikerer at sluge titaniumdioxid. Det gælder for eksempel patienter, der er i større risiko for at udvikle huller i tænderne.
»Der er mange, der faktisk har godt af at have tandpastaen siddende i munden uden at skylle efter med vand med det samme. Det gælder for eksempel børn. Så titaniumdioxid skal bare helt ud af tandpasta,« understreger Susanne Kleist.