Fortsæt til indhold

Friskole modtager en million kroner til nytænkende havearbejde

Nye læringshaver i Gjerrild styrker undervisningen og bliver samlingssted for byen.

Samfund

Nogle julegaver husker man længere tid end andre, og den Friskolen i Gjerrild har fået i år, kommer til at stå lysende klart i erindringen i mange år fremover.

Friskolen i Gjerrild har modtaget støtte på en million kroner fra udviklingspuljen under Landdistriktspuljen.

Støtten skal gå til læringshaver, der kommer til at indgå som en væsentlig del af skolens undervisning inden for flere forskellige fag. Det fortæller en begejstret projektleder og -udvikler for friskolen Henrik Majlund Toft i en pressemeddelelse fra skolen.

»Vi er ovenud glade. Gjerrild har en særlig havehistorie, som er veldokumenteret. Læringshaverne skal vise historien, og samtidig være både lærings- og udstillingsrum, hvor eleverne skal arbejde tværfagligt med natur, samfundsvidenskab og humaniora,« siger Henrik Majlund Toft.

»Dermed fortsætter vi den tradition, friskolen har for udeskole, hvor en del af undervisningen foregår i den lokale natur. Samtidig nytter vi også et stærkere fællesskab til Børnehaven Savværket og Efterskolen Helle, som også er en del læringshaverne. Ting hænger sammen. Historien om de danske skove er også både samfundshistorie, natursyn og økonomi,« uddyber han.

Anderledes læringsrum

Læringshaverne er rum, eleverne både kan bruge til at undersøge et emne, og samtidig vise, hvad de har lært.

Når der ikke er undervisning i haverne, indgår de som en del af Friskolen i Gjerrilds strategi om at være byens kulturhus, et mødested for socialt samvær og aktiviteter. Samtidig bliver læringshaverne et tilbud via Skoletjenesten i Norddjurs til andre skoler i Norddjurs kommune.

Læringshaverne bliver således både et socialt rum og et rum for læring, som arbejder med Gjerrilds lokale historie, samtidig med at det er rum eleverne kender, et trygt sted at lære om resten af verden.

Drømmer stort

Læringshaverne er andet spor i et projekt som Friskolen i Gjerrild har arbejdet på gennem længere tid.

Første del, som er ved at være afsluttet, handler om at samle det lokale fællesskab i Gjerrild om friskolen, og samtidig gøre den lokale historie og den lokale viden til en del af undervisningen.
Med læringshaverne kommer det næste store skridt.

Sidste skridt i projektet handler om at skabe de arkitektoniske rammer for fremtidens undervisningen. Det vil være langt mere tværfagligt, og hvor der ikke kun findes et faglokale.
Her bliver alle klasselokaler en mulighed for at undervise i naturvidenskab og blive klogere på sammenhænge og forskelle.

Det fortæller konstitueret skoleleder Anni Schumacher:

»Ja, vi drømmer stort. Men vi mener også at vi har et godt bud på at skabe fremtidens undervisning. Vi er utrolig taknemmelige for at fonde også kan se potentialet i den strategi og undervisning, vi arbejder med.«

Læringshaverne vil står klar med udgangen af 2024.

Har man lyst til at blive klogere på læringshaverne i Gjerrild kan man følge med i podcasten Fremtidens fællesskaber, som dokumenterer processen.