Fortsæt til indhold

Ubudne gæster, glamping og kanongode anmeldelser: Forpagtere af Gjerrild Vandrerhjem gør status

I september sidste år overtog Michael Rahbek Aebeloe og Anna Sabro Dolleris rollen som forpagtere af Gjerrild Vandrerhjem, og det går godt på trods af at træls besøg af ubudne gæster i sidste uge.

Samfund
Søren Ladefoged

Det var et kedeligt syn, der mødte forpagterparret Michael Rahbek Aebeloe og Anna Sabro Dolleris, da de mødte ind på Gjerrild Vandrerhjem i sidste mandag. Ubudne gæster havde været i den gamle togvogn foran hovedbygningen, som parret i øjeblikket er ved at renovere til en bar. Her har de ubudne gæster rodet alt igennem, væltet kasser og skraldespande, men ikke taget noget,« fortæller Michael Rahbek Aebeloe.

»Det er selvfølgelig ubehageligt, at der er nogle, der har skaffet sig adgang, som man ikke ved, hvem er og hvorfor. Det, der er mest træls, er, at der åbenbart er nogle – sandsynligvis unge mennesker – der kan finde på sådan noget,« siger han.

Michael Rahbek Aebeloe og Anna Sabro Dolleris, der til daglig bor i Ryomgård, fandt sidste efterår drømmejobbet, da Gjerrild Vandrerhjem stod og manglede en forpagter.
Længe har de to drømt om at lave et samlingspunkt på Djursland med events og glamping blandt andet.

Næstbedst i Danmark

De overtog driften i september sidste år, og ifølge Michael Aebeloe har det første år budt på lidt af hvert.

Men alt sammen gode ting, fortæller han.
Parret kaldte det sidste år deres drømmejob at forpagte Gjerrild Vandrerhjem, og det har ikke ændret sig.

»Det går såmænd strygende, synes jeg. Vi har haft gang i mange ting, siden vi overtog sidste år. En hel del af tiden er også gået med at finde ud af, hvordan huset fungerer, og hvordan man skruer på knapperne, og hvad vi gerne vil og kan her,« siger Michael Rahbek Aebeloe og fortsætter:

»Vi har en masse visioner, som vi kan se, at vi kan lykkes med. Måske ikke på ét år, men over tid. Så det er helt bestemt stadig drømmejobbet. Ikke mindst også fordi, vi har oplevet en kæmpe lokal opbakning, og det er jo dejligt. Så har vi fået en masse gode anmeldelser og kan se hos DanHostel, at vi faktisk er det næstbedste vandrerhjem i hele Danmark set på anmeldelser.«

Forpagter på fuld tid

Da parret overtog forpagtningen sidste år, var det målet for Michael Rahbek Aebeloe at gøre sin kæreste kunsten efter og kaste sig ind i forpagterrollen på fuld tid. Og det gør han nu.

Michael Rahbek Aebeloe og Anna Sabro Dolleris fik sidste år drømmejobbet, da de overtog Gjerrild Vandrerhjem - og på trods af et irriterende besøg af ubudne gæster, så går det "strygende, såmænd," lyder det fra parret. Arkivfoto.

I september sagde han sin stilling som underviser på VidenDjurs op og kan nu hellige sig vandrerhjemmet fuldt ud.

»Det er virkelig skønt, at der nu er kommet mere ro på sættet i forhold til al den administration, der er med vandrerhjemmet, og det, vi gerne vil med det. Det er fantastisk at kunne prioritere sin tid på den måde,« siger han.

Det er fortsat bare parret, der til daglig bor i Ryomgård, der arbejder på vandrerhjemmet, selvom det er blevet til et par timer til noget rengøring udefra. På sigt er der måske flere løntimer at tilbyde nogle sæsonansatte, fortæller han.

Glampingtelt og bryggeri

Ifølge den ene del af forpagterduoen så har de store udfordringer i deres første år været at sætte sig ind i al det lavpraktiske ved administrationen. Men det har samtidig været en interessant læringsproces, forklarer han.

»Det er sådan noget som bogholderi, administration og bookinger af de ting og arrangementer, vi får til at ske herude. Så er det alkoholbevillinger, fødevarekontroller og den slags. I bund og grund har det handlet om at se, hvordan virker tingene, hvad kan vi selv klare, og hvor skal vi hente hjælp udefra.«

Selvom det fra start var visionen at tilbyde glamping-muligheder ved Gjerrild Vandrerhjem, så er den del ikke helt på plads endnu, forklarer Michael Rahbek Aebeloe.
Men hvis økonomien og tiden holder, så er det meningen, der skal laves en glamping-plads i løbet af sommeren. Men der er nok at se til.

Renoveringen af togvognen til bar, tager megen tid, og det gør det også, at der er etableret et mikro-mikrobryggeri, anlagt 44 solceller og intelligent varmestyring samt booking af koncerter, foredrag og temaaftener.

»Vi har fået etableret en del ting til at skabe noget liv og lave noget for både lokalbefolkningen og folk, der er i sommerhuse herude. Det er koncerter, fællesspisninger, foredrag, og generelt er vi altid interesserede i at afholde koncerter og arrangementer, der åbner dørene for lokalbefolkningen,« siger Michael Rahbek Aebeloe.