Er det her landets mærkeligste trafikkryds?
Skal du blinke til højre, til venstre eller slet ikke i krydset ved Ole Lund Kirkegaards Stræde i Skanderborg? Svaret vil måske overraske dig.
Med lov skal land bygges.
Nogle gange strider nogle af landets love og regler dog så meget mod intuitionen, at man spærrer øjnene op.
En frustreret læser kontaktede for nylig Uge-Bladet Skanderborg på grund af sådanne regler.
Uffe Pedersen har gennem længere tid forsøgt at finde ud af, om det virkelig kan passe, at trafikreglerne ved lysreguleringen Adelgade-Ole Lund Kirkegaards Stræde er så ulogiske, som det lader til de er.
Sagen er egentlig såre simpel, men alligevel en smule kringlet, så følg nu godt med.
Når man kører ad Adelgade i retningen fra Mindet og kommer til lyskrydset ved Ole Lund Kirkegaards Stræde bliver man mødt af en rød stribe på asfalten med hvide rektangulære sidemarkeringer.
Ifølge Uffe Pedersen, der selv har været i kontakt med både Skanderborg Kommune og Sydøstjyllands Politi, indikerer denne rød-hvide stribe, at vejen drejer.
Det betyder, at man ikke skal blinke til højre, hvis man følger vejens (stribens) forløb op ad Ole Lund Kirkegaards Stræde.
Derimod skal man blinke til venstre, hvis man vil køre lige ud af Adelgade.
»Ovenikøbet er det sådan, at hvis man følger afmærkningen for grønt lys, så møder man en fodgængerovergang, der har grønt lys på tværs af trafikken på samme tid. Det er fuldstændig absurd. Når man kører ud af et lysreguleret kryds forventer man at tværgående fodgængere har rødt lys,« skriver Uffe Pedersen og uddyber.
Jeg har flere gange set fodgængere springe for livet, og bilister hugge bremserne i. Jeg er både bilist, cyklist og fodgænger og har altid undret mig over det krydsUffe Pedersen
»Jeg har flere gange set fodgængere springe for livet, og bilister hugge bremserne i. Jeg er både bilist, cyklist og fodgænger og har altid undret mig over det kryds.«
Det virker – især på grund af cyklister – umiddelbart risikabelt at dreje op ad Ole Lund Kirkegaards Stræde uden at blinke til højre.
Til gengæld virker det helt generelt direkte kontraintuitivt at blinke til venstre, når man fortsætter lige ud ad Adelgade.
Uge-Bladet Skanderborg har i forskellige perioder over flere dage observeret det pågældende lyskryds. I den periode noterede vi blot en håndfuld personbiler, der undlod at blinke til højre, når de fulgte den rødhvide stribe og kørte op ad Ole Lund Kirkegaards Stræde.
I perioden observerede vi ikke en eneste bilist, der blinkede til venstre, når de fortsatte ad Adelgade.
Spørgsmålet var derfor, om reglerne overhovedet er, som Uffe Pedersen skriver de er.
Skal laves om
Uge-Bladet Skanderborg har været i kontakt med både Skanderborg Kommune og Sydøstjyllands Politi for at blive klogere på lyskrydset.
Ved spørgsmålet om, hvorvidt reglerne reelt er, som Uffe Pedersen beskriver dem er svaret helt kort: Ja.
»Det er rigtigt, at afstribningen isoleret set viser, at man bør blinke til venstre, når man fortsætter lige ud, og at man ikke skal blinke, når man drejer til højre, fordi man blot følger vejen. Men det er også et signalreguleret T-kryds, som indebærer, at man blinker til højre, når man skal dreje til højre. Det kan vi heldigvis se, at langt de fleste bilister gør,« skriver Lars Kronholm Christensen leder af Klima, Veje og Mobilitet i Skanderborg Kommune i et skriftligt svar til Uge-Bladet Skanderborg, og fortsætter.
»Siden krydset blev bygget om, har vi løbende fulgt trafikken. Det er vores vurdering, at bilisterne generelt er gode til at færdes der. De er opmærksomme og hastigheden er lav. Ombygningen har da heller ikke givet flere uheld.«
Lars Kronholm Christensen forklarer, at afstribningen er lavet, som den er, for at få bilisterne til at køre langsommere og for at lede noget af trafikken væk fra den sydlige ende af Adelgade.
Han tilføjer, at krydset bliver lavet om i 2025 i forbindelse med ombygning og forskønnelse af Adelgade. Her bliver den sydlige del af Adelgade ensrettet på strækningen fra Ole Lund Kirkegaards Stræde til Alléen.