Fortsæt til indhold

Han skal stå i spidsen for kommunens 2,6 millioner kvadratmeter bygninger

Forvaltningschef i Teknik og Miljø er blevet udpeget som ny ejendomschef.

Samfund
ddp

Da Tyge Wanstrup kom til Teknik og Miljø i 2017, så var det med én altoverskyggende opgave.

Der skulle rettes op på det daværende Center for Byens Anvendelse, som var blevet ramt af en kæmpe skandalesag.

Siden blev han forvaltningschef med ansvar for de store driftsområder Byliv og Byrum, og nu tager den 57-årige kommunale chef yderligere et skridt op ad karrierestigen i Teknik og Miljø.

Senest 1. april overtager han ledelsen af Aarhus Ejendomme, når den nuværende ejendomschef, Michael Johansson, som har haft sit navn i medierne i en række kritisable sager det seneste år, overgår til en senioraftale.

Det oplyser Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.

Ved årsskiftet bliver samtlige af kommunens ejendomme, som tæller hele 2,6 mio. kvm. i alt fra kontorer og skoler til plejehjem og svømmehaller, lagt sammen i Aarhus Ejendomme, ligesom flere end 600 medarbejdere samles i den nye forvaltning.

Det bliver altså en massiv organisation, som nyudnævnte Tyge Wanstrup overdrages tøjlerne til, og der bliver nok at tage fat i.

For en af de største opgaver, han står overfor, er et omfattende arbejde med at samle kommunale tilbud på færre lokaliteter og reducere antallet af kvadratmeter, så der sikres en billigere drift.

I alt skal Tyge Wanstrup hjælpe Aarhus Ejendomme til at effektivisere ejendomsdriften med 112 mio. kroner fra 2027.

»Det er en meget spændende opgave at realisere de store visioner, som Aarhus Byråd har lagt som mål for Aarhus Ejendomme. Den første og største opgave bliver at samle flere hundrede medarbejdere fra forskellige dele af kommunen, og få dem til at spille sammen om at løse vores opgaver på en ny måde. Det er store forandringer, vi skal skabe sammen, og vi skal gøre det på en måde, så brugerne af ejendommene også vil se det som en forbedring af de forhold, vi har i dag. Vi skal udvikle os i respekt for det bestående,« siger den nye ejendomschef.

Tyge Wanstrup blev i 2017 hentet til Aarhus fra en stilling som chef for den tekniske drift i Næstved Kommune.

Indtil sin tiltrædelse senest 1. april vil Tyge Wanstrup drive sine nuværende ansvarsområder, imens han med hjælp fra ledelsen i Aarhus Ejendomme iværksætter analysearbejdet omkring forandringerne i fremtidens ejendomsdrift.