Nye kræfter skal tage familieejet virksomhed på videre vækstrejse
VVS-virksomheden Hjelm & Henriksen A/S er klar til næste skridt med nyudpeget bestyrelse.
Med vind i sejlene den seneste årrække har den familieejede VVS-virksomhed Hjelm & Henriksen A/S - beliggende i hjertet af Ebeltoft - nu valgt at tilføre flere ledelseskræfter til virksomhedens videre udvikling og vækstrejse.
Med flere års konsekvent sund vækst, drevet af solid projektledelse og en dyb økonomisk indsigt, er Hjelm & Henriksen A/S nu klar til at accelerere sin udvikling ved at overgå fra en familiebestyrelse til en professionel bestyrelse.
»Vi har længe haft et ønske om at tilføre virksomheden mere ledelseserfaring og kompetencer på salg og markedsføring samt økonomi til at understøtte den udvikling, virksomheden er i. Med fremtidsudsigterne er ønsket med den nye bestyrelse at skabe en robust organisation, der er klar til næste skridt,« Jan Henriksen, ejer og direktør, i en pressemeddelelse.
Den stolte familieejede VVS-virksomhed har eksisteret siden 2009 og ejes og drives i dag af de to brødre Jan Henriksen og Christian Henriksen. Kendetegnet for Hjelm & Henriksen A/S er deres målrettede forpligtelse til høj kvalitet, pålidelige leveringstider og ekspertise inden for alle aspekter af traditionelle VVS- og blikkenslageropgaver.
Hjelm & Henriksen A/S er Certificeret Vådrumsinstallatør og blev udnævnt til Gazellevirksomhed af Dagbladet Børsen i 2014, 2015 og 2016. I 2015 opnåede virksomheden ratingen AAA®, som kun 3,8 pct. af samtlige danske regnskabspligtige selskaber har opnået.
Yderligere cementerer virksomhedens rækkevidde og tilgængelighed med afdelinger i Ebeltoft, Kolind, Aarhus og Lystrup. Hjem & Henriksen A/S er også at finde i Tilst, Åbyhøj, Hasselager, Egå, Risskov og Djurslands regionen.
De nye kræfter
Karina Boldsen indtræder som bestyrelsesformand og skal bidrage med sin erfaring inden for strategi, ledelse, HR og ejersparring samt lede og drive bestyrelsesarbejdet mod et mere værdiskabende og professionelt samarbejde.
»Jeg glæder mig utrolig meget til at være en del af Hjelm & Henriksen A/S. Det er en spændende virksomhed, hvor de to ejere konstant har formået at udvikle både virksomheden og medarbejderne - altid med fokus på det gode solide håndværk og de gode kundeoplevelser,« siger Karina Boldsen.
Daniel Høj indtræder som bestyrelsesmedlem med sine finanskompetencer og analysekræfter fra tidligere stillinger i blandt andet Nordea, Nykredit og Pilea Finance & Business A/S og skal sikre en god og solid økonomirapportering.
»Jeg ser frem til at anvende min ekspertise inden for finansiel og økonomisk analyse til at styrke virksomhedens strategiske beslutningsprocesser og kapitalberedskab. Mit fokus vil særligt være på implementering af målrettet rapportering og budgettering samt øge fokus på et mere erhvervsmæssigt sigte i forhold til kunder og samarbejdspartnere,« siger Daniel Høj, bestyrelsesmedlem.
Maya Hiort-Soele supplerer bestyrelsen med sin kommercielle baggrund blandt andet fra sit tidligere job som salgschef i Tryg og nu som selvstændig med e-commerce virksomheden Maya Soele ApS.
»Jeg vil bidrage med min erfaring inden for virksomhedsledelse, strategi og forretningsudvikling - herudover også branding og e-commerce. Jeg ser frem til et professionelt, dedikeret og solidt samarbejde, hvor vi i fællesskab skal løfte en allerede velrenommeret virksomhed til nye højder,« udtaler Maya Hiort-Soele, bestyrelsesmedlem. .