Fortsæt til indhold

»Vi beder ikke om almisser - vi beder dem bare om at lægge deres indkøb her«

Dagli'Brugsen i Gl. Rye kæmper med opbakning fra de lokale borgere, der i 2023 har handlet mindre end tidligere i den lokale brugs. Det går ikke i længden, advarer brugsforening.

Samfund

Hvis bare hver eneste borger i Gl. Rye ville lægge for 50 kroner flere varer i indkøbskurven hver uge, så ville der ikke længere være grund til at bekymre sig om Dagli’Brugsens overlevelse.

Men istedet for at støtte op om den lokale brugs, er det gået den modsatte vej. Selvom Dagli’Brugsen Gl. Rye med det nye tætte samarbejde med Brugsforeningen Tryg har fået en gedigen makeover og er blevet mere overskuelig og samtidig har fået et større sortiment på hylderne samt flere gode tilbud, er omsætningen i 2023 faldet markant.

Både bestyrelsen i Gl. Rye Brugsforening og Tryg havde derfor ventet, at omsætningen ville stige og økonomien ville balancere, men faktum er, at der lige nu udsigt til et underskud på en halv million kroner.

»Vi har godt vidst et stykke tid, at vi ville få et underskud i år, men at underskuddet er så stort, det kommer også bag på os. Takket være samarbejdet med Brugsforeningen Tryg er vi ikke lukningstruet, men Tryg er jo ikke en rig onkel fra Amerika. Samarbejdet gør, at vi har en større elastik, og kan tåle et større udsving, end vi kunne tidligere, men selvfølgelig er der en grænse,« forklarer formanden for Gl. Rye Brugsforerning, Bente Strager.

»Jeg tror, at det, der adskiller os fra andre brugser, der også kæmper med at få de lokale borgere til at lægge indkøbene lokalt, er, at vi med Tryg har har fået en helt fantastik flot butik, og folk fejlagtigt går ud fra, at så går det nok rigtig godt, og at det så ikke længere betyder så meget, om de handler her eller ej. Men det går ikke godt, og det er vi nødt til at gøre vores medborgere opmærksomme på. Det kræver et konstant fokus at holde omsætningen oppe – det kommer ikke af sig selv,« konstaterer hun.

Gl. Rye Brygsforening er ellers vant til stor lokal opbakning. Da man tilbage i 2016 bad borgerne om hjælpe til at låne 600.000 kroner strømmede der over 1 million kroner ind. Da brugsforeningen for nogle uger siden på facebook og i den lokale byavis Aktuelt gjorde opmærksom på problematikken, steg omsætningen da også promte.

Det kommer bag på dem, at man som borger i et lille lokalsamfund har en rolle i forhold til at bevare den lokale brugs og sørge for at den overlever
Bente Strager, formand, Gl. Rye Brugsforening

»Vi har faktisk utrolig mange loyale kunder, og vi oplever nærmest et boost i salget, hver gang vi gør opmærksom på at opsætningen halter. Men vi er også bare nødt til at understrege, at det er kundernes opgave at skabe omsætningen – varerne er i butikken.«

Formanden oplever ofte, at tilflyttere ikke har samme forståelse for vigtigheden af at bevare den lokale brugs.

»Mange af de unge familier, der er kommet til byen, er vant til at gå i supermarkedet lige rundt om hjørnet. De er ikke vant til, at det betyder noget, hvor de handler. De tænker, at det er en forretning, der kører rundt af sig selv. Det kommer bag på dem, at man som borger i et lille lokalsamfund har en rolle i forhold til at bevare den lokale brugs og sørge for at den overlever,« forklarer Bente Strager.

Ifølge hende er der mange myter om, at det er alt for dyrt at handle i Dagli’Brugsen.

»Vi hører hele tiden visen om, at der er store prisforskelle. Jeg tror, det er en myte, men vi går snart i gang med at lave en undersøgelse af, om det er rigtigt eller ej. Selvfølgelig er det altid muligt at finde varer, der er på tilbud andre steder, men der er også varer, hvor vi er billigere, for eksempel mælk,« forklarer hun.

nden samarbejdet med Brugsforeningen Tryg havde det været kritisk for Dagli’Brugsen på nuværende tidspunkt. Men selv med samarbejdet er der grund til panderynker
Bente Strager, formand, Gl. Rye Brugsforening

Bente Strager peger samtidig på, at mange har svært ved at forstå, hvad det helt er, der er på spil, hvis først brugsen forsvinder. Mange – og måske især tilflyttere – er ikke opmærksomme på, hvor stor betydning en lokal brugs har for fællesskabet og sammenhængskraften i et lille samfund, og hvor svært det er at få brugsen op at stå igen, når først den har drejet nøglen om.

»Vi har ikke været lukket, men uden samarbejdet med Brugsforeningen Tryg havde det været kritisk for Dagli’Brugsen på nuværende tidspunkt. Men selv med samarbejdet er der grund til panderynker. Det er ikke meget, der skal til. En 50’er mere om ugen fra hver borger. Vi beder ikke folk om almisser – vi beder dem bare om at lægge deres indkøb her i stedet for at handle andre steder,« understreger Bente Strager.