Livsrejsen fra Askov til diamantbryllup - en kærlighedshistorie fra 1963 og til nu
Torsdag 21. december kan Alis og Jørn Løth fejre diamantbryllup. De mødte hinanden på den berømte Askov Højskole til et sommerkursus for lærere 1963. Samme år lod de sig smede i hymens lænker.
Han, født og opvokset i Aabybro, Nordenfjords, drømte i sin ungdom om at komme på landsholdet og blive professionel i udlandet. Desværre rakte hans fodboldtalent ikke til disse mål, i modsætning til hans nære ven, Kjeld Thorst, der opnåede stor succes på AaB’s bedste hold i 1. division og blev kåret som ’Århundredes AaB’er’ med 26 A-landskampe af klubbens fans.
Aabybro har også fostret en senere AaB’er, Thomas Augustinussen, der nåede at spille et par landskampe. Endvidere har både redaktør Alice Vestergaard og skuespiller Helle Dolleris deres rødder i Vendsyssel-byen.
Hun, gårdmandsdatter fra Taps mellem Kolding og Haderslev og yngste i en søskendeflok på fire brødre, fulgte ikke den forventede sti. Efter realeksamen forsøgte hun sig på husholdningsskole, men opdagede hurtigt, at undervisning af en flok veldresserede og dydige gammeljomfruer fra morgen til aften ikke var hendes kald.
Ikke desto mindre fandt både han og hun en farbar livsvej. Alis og Jørn Løth, henholdsvis 87 og 85 år, kan torsdag den 21. december fejre deres imponerende 60-års bryllupsdag.
Han var den første rigtige hanhund, jeg kunne lideAlis Løth
Parret klarer sig stadig selv og mere til i deres godt gemte parcelhus i Mørke. Selvom en tidligere elev fra deres tid på Mørke Skole træder til og hjælper med større opgaver i haven, bevarer de deres selvstændighed.
En sommer på Askov
Parret mødtes i en sommerferie i 1963 ved lidt af en tilfældighed.
Begge, relativt nyudannede lærere, var tilmeldt et sommerkursus på Askov Højskole for netop lærere. Kurset blev den første milepæl i deres senere lange samliv.
Det er usandsynligt, at de har sunget ’Titte til hinanden’ der i 1963 til morgensangen på den berømte højskole. Men titte til hinanden og et lille kys måske - blev det udkomme, som de begge rejste hjem med.
Et halvt år senere blev de gift med blot tre dage til jul.
Alis Løth var blevet færdig som lærer i 1958 fra Kolding Seminarium. Jørn Løth to år senere fra Ranum Seminarium.
»Han var den første rigtige hanhund, jeg kunne lide,« griner Alis Løth.
»Hun har været en god kone, siden jeg har kunnet holde hende ud så længe. 60 år er lang tid at skulle holde sin kone ud,« returnerer Jørn Løth med et endnu større grin.
Auning og Gjesing
Efter sin lærereksamen var Jørn Løth to år befalingsmand ved Dronningens Livregiment i Aalborg, mens Alis Løth havde lærerjobs i først Odense og siden i Vejen.
60 år er lang tid at skulle holde sin kone udJørn Løth
Jørn Løth begyndte som lærer på Auning Skole i 1963, mens Alis Løth begyndte sin tid på Djursland som lærer på landsbyskolen i Gjesing.
»Der var ingen ledige stillinger at få på Auning Skole, så jeg var et halvt år i Gjesing, hvor Jørn hver morgen kørte mig til døren. Børnene opdagede hurtigt, at vi kyssede farvel, så de stod og kiggede lystigt på. Det var simpelthen dagens tolver,« husker Alis Løth.
»Undervisningen foregik i Gjesing Missionshus. I den ene ende stod en statue af Jesus, og i den anden stod Alis, så børnene var omkranset af to store personligheder,« griner Jørn Løth.
I sommeren 1964 sikrede en ledig plads på Auning Skole, at parret kunne arbejde samme sted. Det gjorde hverdagen lettere, selvom Jesus ikke fulgte med.
Jørn Løth underviste i dansk og engelsk og trådte også til i tysk, da der manglede en lærer til faget.
Alis Løths ekspertise har altid strakt sig over dansk, biologi og specialundervisning. Hun næres af en livslang passion for den sidste disciplin og beklager, at det ikke længere er en prioritet i dagens skole.
»Hvor ville mange af nutidens børn kunne have haft gavn af god specialundervisning, så de kunne lære at læse,« reflekterer Alis Løth.
Fem minutter i deadline
Jørn Løth bar aldrig lederambitioner med sig fra Aabybro, men han kan næsten præcist datere, hvornår hans beslutning om at blive lærer blev taget.
»Det var den 1. april 1945, hvor jeg stod foran min klasse på Åby Gl. Skole. Vi var nok flere, der fik lov til at prøve, men her besluttede jeg mig for at blive lærer.«
Trods manglende ambitioner om at blive leder, viste det sig, at lederegenskaber alligevel var en del af hans repertoire. I 1970, efter at have set en stillingsannonce i Folkeskolen, hvor de søgte en skoleleder til Mørke Skole, tog han udfordringen op.
»Skal jeg søge den, spurgte jeg Alis for sjov og lagde bladet væk. Lørdag var der deadline, og mens vi gik og ryddede op og støvsugede, lå Folkeskolen der slået op på stillingsannoncen. På nærmest rekordtid fik jeg klaret at lave en ansøgning og få min skoleleder til at lave en anbefaling. Jeg måtte ringe til Randers, at de skulle sende nogle papirer med bussen. Jeg nåede lige fem minutter før deadline at aflevere ansøgningen på rådhuset i Hornslet.«
Alis og Jørn Løth blev kaldt til samtale på Mørke Skole med datidens skolekommission og skolenævn.
»Vi mødte en kollega fra Auning Skole, som vi vidste ville søge, for han søgte alt, men jeg fik stillingen. 32 år var jeg blevet, og aviserne skrev, at jeg var landets yngste skoleinspektør. Det ved jeg nu ikke, om det var rigtigt.«
Alis Løth fulgte med et halvt år senere.
Parret ser tilbage på deres tid på Mørke Skole med stor glæde og respekt. De har også forsøgt at forblive aktive i byen, selvom de ikke længere kender så mange mennesker som tidligere.
»Vi kendte alle dengang, men i dag kender vi ingen. Det har selvfølgelig noget at gøre med vores alder. De unge, der sidder ved kassen i Brugsen i dag, er børnebørnene til dem, vi underviste på Mørke Skole,« siger Alis Løth.
Nye poster
I 1974 blev Jørn Løth ledende skoleinspektør i Rosenholm Kommune. Det tilføjede nye opgaver til hans portefølje, samtidig med at han fortsatte med lederjobbet på Mørke Skole og undervisningen der.
I 1981 avancerede han yderligere til at blive skoledirektør i Rosenholm Kommune. Det flugtede med opførelsen af et nyt rådhus i Hornslet, som blev hans base i årene frem til 1998.
»Det var på mange måder en dejlig tid med mange opgaver, der skulle løses,« husker Jørn Løth.
Humoren, den underspillede, har altid været hans tilgang i omgangen med mennesker. Han kan skrive under på Victor Borges bonmot om, at smilet er den korteste vej mellem to mennesker.
»Jørn havde lange dage med mange aftenmøder, fordi politikerne dengang foretrak at holde møder om aftenen, så de kunne passe deres arbejde om dagen,« husker Alis Løth.
»Jeg synes, det gik meget godt med at holde mig ude af det politiske spil og bare være embedsmand. Konservative mente, at jeg var SF’er, og SF mente, at jeg var Konservativ. Det tog jeg som et udtryk for, at jeg lykkedes med at balancere tingene,« siger Jørn Løth.
I 1990 blev Jørn Løth formand for skoledirektørforeningen, Aarhus Amt, i 1994 amtskredsformand og hovedbestyrelsesmedlem i Foreningen af Kommunale Chefer og i 1996 både direktør for Skole og Kultur samt Social & Sundhed, Rosenholm Kommune.
Den sidste opgave trak for alvor tænder ud.
»Det blev for meget til sidst. Jeg kunne af og til vågne klokken 4 om morgenen og tænke arbejde. Det var ikke sundt, og derfor besluttede jeg mig for at stoppe som 60-årig i 1998. Jeg fortsatte i et konsulentjob et år, men herefter var det slut.«
»Alis gik på efterløn et halvt år før mig, og selvom vi har savnet vores arbejde, har vi heldigvis haft masser af andre interesser, som vi nu fik tid til at dyrke for alvor,« siger Jørn Løth.
Ingen misundelse
Undervejs er børnene Søren og Brit kommet til. De er begge for længst kommet godt i vej, som det hedder på et fortidigt dansk. Søren bor i Mårslet, Brit i Grenaa.
»Vores børn har været den største fælles livsbegivenhed. Intet kommer i nærheden,« fastslår Alis Løth.
Hun var aktiv lærer i meget længere tid end sin husbond. Hun misunder ikke nutidens lærere.
»Vi var lærere på et godt tidspunkt. Jeg har stor respekt for dem, der underviser i folkeskolen i dag, men jeg synes, de har svære vilkår, fordi der hele tiden kommer nye love og regler,« siger Alis Løth.
Hun har brugt en rum tid på at lære sig golfspillet og dets finesser sammen med to andre damer, men da den ene pludselig døde, er køllerne nu blevet lagt på hylden.
Jørn Løth har også spillet meget golf og gået på jagt. Ligeledes var han i årrække redaktør af ’Mørke Tidende’ - 8544 Mørke. Hvervet har han siden måttet give fra sig til yngre redaktører. Han glædes meget over, at bladet fortsat kører fortrinligt.
Lige nu arbejder han på at blive dus med et par nye hofter.
En fremtid udenfor deres hyggelige hjems fire vægge til noget mindre har Alis og Jørn Løth ikke i tankerne, overhovedet. Nu, hvor de er nået skelsår og alder.
»Vi kommer ikke herfra, før vi skal bæres,« forsikrer parret nærmest med en mund.
Diamantbrylluppet fejres på Gl. Løgten Strandkro på behørig vis med familie og venner.
To sjæle en tanke. Den eneste ene stod jo lige der med hver sit varme sommersmil.
Tillykke med diamantbrylluppet.