Fortsæt til indhold

Hulemøbel er Annes hemmelige våben mod stress

Med designvirksomheden HabiWe revolutionerer designer Anne Mygind møbelindustrien med nye produkter, der mindsker stress og give bedre trivsel og livskvalitet.

Samfund

Nogle gange spirer ideer til fantastiske projekter frem de mest utrolige steder. Som møbeldesign-virksomheden HabiWe, der er i sin helt egen unikke liga.

Her handler det ikke bare om form og farver, eller om du sidder godt. Det handler om din og klodens velfærd og trivsel.

Formålet med møblerne er nemlig at skabe bedre trivsel for dem, der bruger dem. Samtidig er bæredygtighed tænkt ind i hvert eneste led af møblernes livscyklus i så vid udstrækning, som det over hovedet kan lade sig gøre.

Indtil videre er der kun et produkt i sortimentet: Det akustikdæmpende og prisvindende hulemøbel HabiCave, skabt af 140 genanvendte plastikflasker, der er indsamlet i verdenshavene og re-cyclet til et støjabsorberende materiale.

»HabiCave er funktionelt tænkt som en hule, hvor du kan få et afbræk fra både visuel og auditiv støj i omgivelserne, men stadigvæk være til stede. Et rum i rummet,« fortæller Anne Mygind, designeren bag HabiCave og indehaver af HabiWe, til Uge-Bladet Skanderborg.

Navnet HabiWe kommer fra ordet habitat, der betyder levested, hvor der er mulighed for at udfolde sig som den, man nu er. Og hvem har ikke brug for en hule at slappe af i og en sund planet at udfolde sig på?

HabiCave startede med et ønske om at udvikle et møbel til skoleelever, så de havde mulighed for at trække sig og få en pause fra skoledagens konstante sanse-bombardement. I dag har det vist sig at HabiCave har et mindste lige så stort potentiale som stress-reducerence og stimuli-fri hule i kontormiljøer. Pressefoto
Vi lever i et samfund, hvor støjniveauet og graden af stimuli er konstant voksende. Næsten uanset, hvor du er, bombarderes du med sanseindtryk.
Anne Mygind

Et frø fra Guldhornet

Ideen til HabiWe begyndte at spire som et lille frø, da Anne for år tilbage besøgte sansehuset Guldhornet i Landsbyen Sølund og blev fascineret af måden, der her blev arbejdet med sanseintegration og stimuli.

Dengang var Anne Mygind allerede virksomhedsejer med vind i sejlene og mange års erfaring fra tekstilbranchen, hvor hun havde været med til at søsætte flere virksomheder. Men selvom det jo egentlig gik meget godt, begyndte spørgsmål om ressourcer og forbrug og en klode i krise at trænge sig på.

Som mor til tre oplevede hun samtidig på hjemmefronten konsekvenserne af skolereformens krav om længere skoledage og det voksende præstationspres i skolen fra første parket.

»Jeg var nået til et punkt, hvor der skulle ske noget. Tekstilindustrien er ikke kommet særlig langt i forhold til bæredygtighed. Det handler rigtig meget om pris, kvantitet og bundlinje. Jeg ville arbejde med det bæredygtige aspekt, have fokus på hvordan vi bruger klodens ressource og tage ansvar for vores planet,« fortæller hun.

»Jeg ville også gerne arbejde mere med den menneskelige dimension – designe og udvikle produkter, der gør en forskel for folk. Jeg synes, det var afsindigt spændende, det jeg havde oplevet i Guldhornet, og var ret optaget af det her med at udvikle produkter, der gør noget for folk,« tilføjer Anne.

Samtidig var hun optaget af skolereformen og de lange skoledage, hun kunne se ikke fungerede for alle børnene.

»Jeg besøgte en masse skoler her i Skanderborg og kunne se, at der var et stort behov for et sted, eleverne kunne trække sig hen og få et break fra alt stimuli og finde noget ro. Eleverne var jo omgivet af støj konstant,« forklarer hun.

På messen Tech BBQ skulle HabiWe egentlig kun have haft en enkelt hule med, men HabiCave var så populær at den ene hule i stedet blev til en HabiLounge. Pressefoto

Konstant støj

Derfor havde Anne i første omgang fokus rettet mod skolerne og skolebørn, da hun gik i gang med at udvikle HabiCave, men allerede efter kort tid blev det tydeligt for hende, at hele konceptet omkring de akustikdæmpende møbler taler ind i et af tidens allerstørste problemer:

»Vi lever i et samfund, hvor støjniveauet og graden af stimuli er konstant voksende. Næsten uanset, hvor du er, bombarderes du med sanseindtryk. Og samtidig kan vi se, hvordan mistrivslen vokser, ikke kun blandt børn og unge, men også på arbejdsmarkedet, hvor mange kæmper med stress, angst og depression,« konstaterer hun.

Bæredygtigheds-tankegangen er med i alt, hvad vi foretager os. Både i forhold til materialer, produktion og alle de forskellige arbejdsprocesser, der er undervejs
Anne Mygind

Ifølge Anne er der forskning, der dokumenterer, at stor sansepåvirkning og mangel på ro netop er med til at give stress og mistrivsel. Og at små pauser og afskærmning fra stimuli omvendt kan have stor betydning i forhold til at øge trivsel og modvirke stress.

»For os betyder det, at vi med vores møbler kan være med til at understøtte indsatsen mod stress og fremme livskvalitet gennem mere overskud og mental trivsel – samtidig med at vi passer godt på vores planet. Vi har bæredygtigheds-tankegangen med i alt, hvad vi foretager os. Både i forhold til materialer, produktion og alle de forskellige arbejdsprocesser, der er undervejs. Og også i forhold til produktets funktionalitet, og til hvordan vi som virksomhed kan udvise socialt ansvar,« understreger hun.

I oktober blev HabiWe den første modtager af Skanderborgs nye Iværksætterpris blandt andet fordi virksomheden er meget bevidst om, hvad det er for behov, den opfylder og har et klart formål og mission for sit virke, men også fordi HabiWe har et kæmpestort potentiale og står på tærsklen til det helt store væksteventyr.

For Anne har det været en lang rejse fra de første ideer til nu, hvor der er flere nye produkter i pipelinen. Undervejs har hun søgt råd og vejledning hos både ErhvervSkanderborg og især Erhvervshus Midtjylland og suppleret sin bachelor i tekstil og design med en kandidatgrad i bæredygtighed og design fra Designskolen i Kolding. HabiWe gik hun i luften med akkurat som corona slog til.

Dokk1 i Aarhus er et af de steder, der har HabiCave stående. Anne Mygind er ofte forbi: »Der er altid nogen i hulen og det er sjovt at se så forskelligt, den bliver brugt,« fortæller hun. Pressefoto

Luk sluserne og fokuser

»Når man er i gang med sådan et projekt, er det utrolig vigtigt at holde fokus, lukke sluserne og begrænse sig, især når man som jeg er designer, og ideerne kommer poppende op konstant. Jeg gik målrettet efter skoler og børn, fandt ud af, hvad der var behov for, hvad der fungerede, og fik testet alle børnesygdommene af,« forklarer Anne.

Nu er HabiWe klar med anden udgave af HabiCave, hvor der er kommet forskellige størrelser til, så der er plads til flere i hulen. Der er også kommet en udgave med en ny bund, så man kan gynge, mens man sidder i hulen. Desuden kan HabiCave i den nye udgave samles helt uden anvendelse af værktøj og skruer og kan samtidig pakkes helt flad.

»Nu sidder vi med et tilrettet produkt og en kæmpestor viden. Vi har fået bygget den del af markedet op og har fået foden indenfor hos nogle af de største spillere på det skandinaviske marked. Nu kan vi begynde at prøve andre markeder af med et produkt og et produktionsflow, hvor det hele bare spiller.«

Trådene er allerede begyndt at blive spundet. Til biblioteker. Til lufthavnsmiljøer. Til hoteller. Til det offentlige rum - og til kontormiljøerne.

De seneste to år har HabiWe deltaget på mere end 30 messer indenfor skole- og biblioteksområdet, velfærdsteknologi, bæredygtighed og livsstil og alle steder har HabiCave været en magnet for opmærksomhed. Faktisk behøver hun ofte slet ikke forklarer om produktet, for folk er allerede kravlet i ”sanse-læ” inde i hulen.

Det som er rigtig spændende, og som vi for alvor begynder at tage fat på nu, er hele det her område med stressforebyggelse i arbejdsmiljøet
Anne Mygind

På vej ud i verden

»Der sker rigtig meget spændende, men vi er stadig en lille virksomhed og vi skal kunne følge med. Indtil for nylig var der kun mig. Undervejs har vi også fundet ud af, hvor der rent økonomisk er gode muligheder og hvilke markeder, der er lettest at tilgå. Det er klart, at vi skal have mere volumen på omsætningen, og fokus på det mest rentable,« understreger Anne.

Interessen er også stor i udlandet. I Australien, Norge og Sverige er der aftaler med forhandlere, og der har været henvendelser fra Frankrig, Schweiz, Holland, Tyskland, Belgien, Grønland, Island og Færøerne.

»Og det er vel at mærke kun indenfor velfærdsteknologi-området. Det som er rigtig spændende, og som vi for alvor begynder at tage fat på nu, er hele det her område med stressforebyggelse i arbejdsmiljøet. Hele denne her internationalisering er meget spændende, for selvfølgelige skal vi ud i verden. Det er der slet ikke tvivl om,« konstaterer Anne, der er i fuld gang med at etablere et advisory board blandt andet for at få input til, hvordan hun bedst griber den del af virksomhedens udvikling an.

»Det er vigtigt for mig at få nogle andre øjne på. Især når det handler om, hvordan vi bedst skalerer produktionen og sortimentet - også med henblik på eksport. Det er vigtigt for mig, at jeg gør det, jeg er bedst til: Designe og udvikle nye produkter. Derfor er det også allerede skrevet ind i strategien, at HabiWe om tre år har en CEO, som ikke er mig.«