Borgmesterens nytårshilsen: »Der er kun ét sted, hvor ordet smuk slår så godt an, nemlig hos os i Skanderborg«
Borgmester Frands Fischer ser tilbage på året, der nu er forbi og fremad mod det, der venter forude.
2023 har været et godt og travlt år i Skanderborg Kommune. Vi vokser stadig, men i år har væksten været væsentligt lavere end tidligere.
Det er opsigtsvækkende, men jeg tager det med sindsro. Dels giver det nuværende renteniveau en naturlig opbremsning i hushandlerne. Og dels har vi de sidste år haft en nærmest eksplosiv vækst.
I flere år har den været to-tre gange højere end landsgennemsnittet.
Selv om befolkningstilvæksten er faldet, skal vi fortsat bygge for at rumme kommunens mange børn, unge og ældre. Over de næste ti år er der afsat cirka 1,6 milliarder anlægskroner.
Alene frem til 2027 bruger vi 869 milioner kroner til otte nye daginstitutioner, to nye skoler, 53 nye plejeboliger og en række om- og tilbygninger.Frands Fischer
God byggelyst
Alene frem til 2027 bruger vi 869 milioner kroner til otte nye daginstitutioner, to nye skoler, 53 nye plejeboliger og en række om- og tilbygninger.
Her vil jeg blot nævne et par af de byggerier, vi arbejder på:
Sommerbæk Børnehus og Skole i Hørning, der åbnede i august. Vi begynder snart på det indledende arbejde til opførelsen af etape 2. Når skolen er fuldt udbygget bliver den en af Østjyllands største.
Vi fejrede rejsegilde i september på Bison i Gl.Rye – en meget spændende og bæredygtig daginstitution. Bygningen er rund og består af genbrugsmursten for at mindske CO2-aftrykket.
Frivillighuset FLOK på Sølund åbner i begyndelsen af 2024. Den flotte gamle Pavillon 5 bliver omdannet til kraftcenter for frivillige – drevet frivillige.
Danmarks smukkeste
Vi har landets højeste bakker i Skanderborg Kommune. Det er en de styrker, vi fremhæver i den nye turismeindsats. Fra den 1. januar 2024 står vi på egne ben, og det sker under overskriften ”Danmarks Smukkeste”.
Nok er der smukt mange steder i Danmark, men der er kun ét sted, hvor ordet ’smuk’ slår så godt an, nemlig hos os i Skanderborg Kommune. Vi er stolte over at huse Smukfest, Himmelbjerget og naturen med de store søer og skove.
Det, der er godt for vores turister – er også godt for os, som bor her. Omvendt er det, vi hylder som borgere, også tit det, der gør vores kommune et besøg værd for turister.Frands Fischer
Målet er at gøre det både lettere og mere inspirerende at være turist i Skanderborg Kommune. Det er vores forventning, at en del af turismeindsatsen også kommer os borgere til gavn.
Devisen er: Det, der er godt for vores turister – er også godt for os, som bor her. Omvendt er det, vi hylder som borgere, også tit det, der gør vores kommune et besøg værd for turister.
Lad mig give et par eksempler: Vores hyggelige byer med gode spisesteder, butiksliv og arrangementer som lys og mørk nat. Vores levende landsbyer, der er naturlige pausesteder for cyklister, vandrere og turister på opdagelse. Alt sammen noget der gør vores kommune til et godt sted at bo og være turist.
Et kig i krystalkuglen
Der er mange vigtige temaer i 2024. Vi skal holde fast i en balanceret vækst og en fornuftig økonomisk politik. Vi skal imødegå den stigende udfordring med at tiltrække kvalificeret arbejdskraft både for kommunen som organisation og geografisk.
Udviklingen af Skanderborg Midtby er godt på vej. Første skridt er at se på den sydlige del af Adelgade. Finansieringen er på plads. Et dispositionsforslag kommer i begyndelsen af året, og så følger detailprojektering og udbudsprocessen. Efter planen kan anlægsarbejdet gå i gang i 2025.
Bæredygtighed er fortsat et afgørende tema. Transport alene står i dag for 40 procent af CO2-udledningen i Skanderborg Kommune. Overgangen til elbiler er et centralt element i den grønne omstilling. I vores kommune er der en del flere elbiler på vejene end på landsplan, og generelt har vi gode rammevilkår for elbiler.
Vi skal finde plads til 43 vindmøller på 150 meters højde, et solcelle-areal svarende til Hørnings størrelse eller en kombination af vind og sol.Frands Fischer
87 procent af os har mulighed for at lade bil i vores egen indkørsel, og vi er i fuld gang med at opstille 74 offentlige ladestandere rundt omkring i kommunen.
Vores ambition er at blive 100 procent selvforsynende med grøn el senest i 2030. Det er meget ambitiøst. Vi skal finde plads til 43 vindmøller på 150 meters højde, et solcelle-areal svarende til Hørnings størrelse eller en kombination af vind og sol.
Arbejdet blev igangsat ved et velbesøgt borgermøde i efteråret, og det kommer til at fortsætte langt ind i 2024 med forslag, høring, dialog, før vi i Byrådet kan pege på egnede områder.
Vi går endnu et spændende år i møde. Nyd de næste dage, og kom godt ind i 2024.
Godt nytår