Fortsæt til indhold

Kan dateres til tidlig middelalder: Metaldetektor gør stort fund ved landsby

Viser en sejrende Jesus på korset og er fra 1100-tallet.

Samfund

Kort før jul fik Museum Østjylland indleveret et meget smukt krucifiks. Det er fundet med metaldetektor ved Allelev i Norddjurs. Krucifikset dateres til tidlig middelalder - 1100-tallet - og forestiller den korsfæstede Jesus.

Ifølge det lokale museum er det nærliggende at sammenligne det med ”Det gyldne krucifiks” fra Gl. Åby Kirke ved Aarhus, der er fremstillet omkring 1050-1100, og som anses for at være Danmarks ældste krucifiks.

Viser en sejrende Jesus

Typisk for tiden er Jesus fremstillet som den sejrende Kristus, hvor han kigger frem mod beskueren. I modsætning til senere i middelalderen, hvor man ser Jesus lide på korset med hængende hoved.

Krucifikset er ikke stort - ikke meget mere end to fingres bredde. Foto: Museum Østjylland

»Allelev-krucifikset viser den kraftfuld Kristus i slægt med den Guds søn, vi også ser på den store Jellingsten. Korset er et relikviekors og har således haft en bagside, som desværre ikke er bevaret til i dag. Nærmeste parallel skal findes i Østermarie-skattene, som dog ikke har det høje påsatte relief af Jesus. Jesusfiguren er sekundært påsat med nitter. Om det er den oprindelig figur, der blot er blevet repareret eller, om den kommer fra et helt andet sted, ved vi ikke endnu,« lyder det fra Museum Østjylland.