Fortsæt til indhold

Penge-date med partneren: Få vin og pengesnak til at flyde

Du lærer både noget nyt om din partner og får bedre styr på pengesagerne ved at få gang i en samtale om økonomi, siger to eksperter.

Samfund
/ritzau fokus/

»Det er en af de største barrierer, jeg ser i mit arbejde, at folk ikke har lært at tale om penge, og at det kan opleves som enormt sårbart at dele sin økonomi med et andet menneske,« siger Elizabeth Nebelong, som driver platformen Budgetnørden.

Begynd i det små, hvis det er grænseoverskridende for den ene eller jer begge at tage hul på pengesnakken, lyder rådet fra Rikke Holmslykke Aagaard, som er digital iværksætter hos De Simple Penge og forfatter til bogen ”Den lille guide til økonomi i parforholdet”.

»Prøv at stille lidt nemme og relativt ufarlige spørgsmål til hinanden, siger hun og foreslår følgende: ”Hvad ville du gøre, hvis du vandt ti millioner i lotto?”, ”tror du, man bliver mere lykkelig af at have penge?”, ”hvad var den første store ting, du købte til dig selv?”.«

»Svarene kan give en masse kontekst om, hvordan ens partner opfatter penge, så man lærer at forstå sin partner. Herfra kan man gå videre til de mere hverdagsnære ting, hvor der kommer tal på bordet,« siger Rikke Holmslykke Aagaard.

Når du taler med din partner om penge, så husk at vende tilbage til, hvad I drømmer om. Penge og drømme hører sammen, og derfor er det vigtigt at turde drømme, siger Elizabeth Nebelong, der står bag platormen Budgetnørden. Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix.

Både hun og Elizabeth Nebelong anbefaler, at I sætter tid af en gang hver måned til at tale om økonomi.

Vælg ét emne hver gang, så I afgrænser samtalen. Det kan for eksempel være budgetkonto, pension eller opsparing.

»På et eller andet tidspunkt kan det være, I kommer ind i nogle faste rutiner og har lært hinanden bedre at kende, så der kun er behov for at tage snakken en gang i kvartalet,« siger Elizabeth Nebelong.

Pop den vin

Afsæt dog stadig god tid til jeres pengedate, og skab nogle hyggelige rammer om den.

Det kan I gøre ved at bestille jeres yndlingstakeaway, åbne en flaske vin eller sætte lækre snacks på bordet.

»Generelt forbinder vi ikke økonomi med kærlighed og følelser. Men de to verdener kan godt forenes. I kan bygge en lille bro ved at gøre det hyggeligt,« siger Rikke Holmslykke Aagaard.

En god kommunikation om økonomi i parforholdet skaber sammenhold og en følelse af, at I klarer udfordringerne sammen. Ingen bør stå alene med økonomiske bekymringer, siger Elizabeth Nebelon, der er privatøkonomisk rådgiver. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Lykkes det at få pengesnakken til at flyde, er der gode gevinster at hente, understreger Elizabeth Nebelong.

»Man kommer tættere på hinanden og får en følelse af sammenhold - at ”vi klarer det her sammen”. Der ligger også en bonus i, at vi bliver bedre til at spare op, når vi forpligter os over for et andet menneske,« siger hun og fortsætter:

»Det kan være enormt stærkt at sige: ”Nu forpligter jeg mig økonomisk over for dig, så vi kan nå det her mål”. Så tænker vi os om en ekstra gang, før vi svinger dankortet, fordi vi husker, at vi egentlig gerne vil afsted på den der tre måneders orlovsrejse, eller hvad vi nu sparer op til.«