Fortsæt til indhold

Klar til at redde liv: 44 unge til optagelsesprøve - 32 bestod

TrygFonden Kystlivredning gør klar til badesæsonen 2024. Søndag var der optagelsesprøve i Skanderborg.

Samfund
gs

Forberedelserne til den kommende badesæson er allerede i gang, og derfor sprang 44 unge mennesker søndag i bassinet i Skanderborg Svømmehal.

De håbede på at bestå optagelsesprøven og blive en del af TrygFonden Kystlivredning, som hver sommer passer på badegæsterne på strande i hele landet. Jobbet som kystlivredder er krævende både fysisk og mentalt, og derfor bliver de unge ansøgere testet grundigt. Der er optagelsesprøver flere steder i landet, og i alt skal der findes omkring 60 nye livreddere.

Stort ansvar

Det er et stort ansvar at være kystlivredder, og derfor skal der trænes i mange timer, før livredderne kan indtage strandene til sommer.

Udover gode svømmefærdigheder skal livredderne have et godt overblik og kunne holde hovedet koldt i pressede situationer.

32 af de unge slap gennem nåleøjet ved weekendens optagelsesprøve i Skanderborg. De skal nu bestå den krævende uddannelse med teoretiske og fysiske prøver. Først derefter kan de trække i den rød-gule livredderuniform og passe på badegæsterne.

»Vi glæder os til at få nye livreddere med i korpset, og de kan se frem til et udfordrende og spændende job og ikke mindst til at blive en del af et stærkt fællesskab. De skal være i god fysisk form og kunne håndtere tilspidsede situationer. En stor del af livredderjobbet handler om at forebygge ulykker og oplyse børn og voksne om både de fem baderåd og om særlige lokale forhold på stranden. Derfor skal livredderne også være gode til at tale med alle mennesker. De fleste af vores livreddere er studerende og arbejder hos os i fire-fem sæsoner, så det er et populært sommerferiejob,« siger René Højer, projektchef i TrygFonden, i en pressemeddelelse.

For at komme i betragtning til livredderjobbet, skal man naturligvis have gode svømmefærdigheder, og vi ser også gerne, at ansøgerne har et certifikat for en uddannelse i vandsikkerhed, for eksempel en bassinlivredderprøve
Anders Hammer, uddannelsesleder, TrygFonden Kystlivredning

Svømning på tid, bjærgning og dyk

Til optagelsesprøven skulle ansøgerne blandt andet svømme 400 meter på 7 minutter og 30 sekunder og gennemføre 150 meter bjærgning af en bjærgningsdukke på maksimalt 5 minutter. De, der bestod de fysiske prøver, kom derefter til en personlig samtale.

»For at komme i betragtning til livredderjobbet, skal man naturligvis have gode svømmefærdigheder, og vi ser også gerne, at ansøgerne har et certifikat for en uddannelse i vandsikkerhed, for eksempel en bassinlivredderprøve. Derudover tester vi blandt andet ansøgernes hurtighed og udholdenhed i vandet, og de menneskelige egenskaber tæller også meget i den samlede vurdering. Som livredder kommer man i kontakt med mange mennesker, så det er vigtigt at være imødekommende, god til at formidle og udstråle autoritet,« siger Anders Hammer, uddannelsesleder i TrygFonden Kystlivredning.

Badesæsonen sidste år bød på meget blandet vejr og generelt færre mennesker på strandene og i havnebadene. Kraftig vind gennem hele sæsonen skabte imidlertid farlige badeforhold på flere strande og gav livredderne meget at se til. I alt gennemførte livredderne 58.058 indsatser. Hovedparten af aktionerne var oplysende og forebyggende, mens det i 28 tilfælde blev vurderet, at én eller flere personer var i livsfare.

Ud over optagelsesprøven i i Skanderborg, var der også prøver i Odense og på Frederiksberg. De i alt 191 ansøgere kommer fra hele landet.