Politikerne på Christiansborg vender det blinde øje til, mens Banedanmark kører genåbning af station langt ud på et sidespor
Toget suser stadig forbi Stilling, og det vil det blive ved med mange år endnu. Banedanmark har besluttet at genåbningen af Stilling Station skal udskydes til 2031.
»Næste station: Stilling.«
Lige siden lukningen af Stilling Station i 1979 har Stilling-Gram Borgerforening drømt om, at det igen skal lyde sådan i regionaltogene mellem Aarhus og Skanderborg.
Men det bliver ved drømmen rigtig mange år endnu. Selvom reetableringen af Stilling Station er vedtaget som del af en politiske aftale på Christiansborg om bedre kollektiv trafik, er det lykkes Banedanmark at køre genåbningen af sporet ikke bare en, men to gange.
Først skulle stationen have været indviet i 2022, men blev udskudt til 2025. Forklaringen fra Bandedanmark var, at man ikke havde modtaget bud, der levede op til kravene, og desuden var udfordret af elektrificering af banen og udrulning af et nyt signalsystem.
18. december sidste år blev projektet så udskudt igen, og denne gang i en anseelig årrække, for nu vil Banedanmark først tage hul på projektet i 2029 og udføre det samtidig med et stort sporfornyelseprojekt.
For pendlerne og borgerne i Stilling betyder det, at de nu må vente helt til 2031, inden de kan hoppe på toget fra Stilling Station. Igen er begrundelsen fra Banedanmark, at man har alt for travlt med andre, større projekter.
Bevidst nedprioritering
Beslutningen om at udskyde genåbningen af Stilling Station endnu engang får panderynkerne frem hos formand for Stilling-Gram borgerforening, Tommas Leth.
»Folk er utrolig ærgerlige. Vi føler som by, at vi bliver svigtet. Der er jo truffet en politiske aftale om at genåbne Stilling Station. Kan det så være rigtigt, at der kan træffes administrative beslutninger der udskyder det flere gange, så vi nu kan se frem til at skulle vente helt til 2031? Det er svært at se rimeligheden i det,« konstaterer han.
Det er ærlig talt lidt svært at tro på, at det så vil kunne lade sig gøre at etablere perronen, samtidig med at de gennemfører et kæmpestort sporfornyelsesprojektTommas Leth, formand, Stilling-Gram Borgerforening
»Vi jublede i Stilling, da det blev besluttet at genåbne Stilling Station. Det har byen kæmpet for i årevis. Nu virker det desværre som om, Christiansborg-politikerne fuldstændig har sluppet tøjlerne, og at Banedanmark kan gøre, som de vil. Vi må konstatere, at genåbningen af stationen ligger langt nede på Banedanmarks prioriteringsliste. Som borger kan man nemt få den tanke, at Banedanmark bevidst udskyder Stilling Station, fordi man fagligt ikke er enig i den politiske beslutning om, at Stilling er en vigtig station, at få i køreplanen,« tilføjer Tommas Leth
»Banedanmark har allerede udskudt genåbningen af Stilling Station to gange. Nu får vi så igen at vide, at Banedanmark ikke kan få det til at passe ind sammen med andre projekter. Det er ærlig talt lidt svært at tro på, at det så vil kunne lade sig gøre at etablere perronen, samtidig med at de gennemfører et kæmpestort sporfornyelsesprojekt. Jeg ville gerne have set en minister træde i karakter her og holde Banedanmark op på den politiske beslutning. At anlægge Stilling Station er kun en lille anlægsopgave i det store puslespil. Det er jo heller ikke Banedanmarks egne folk, der skal anlægge perronen, men hyrede entreprenører. Det ligner desværre alene en administrativ spidsfindighed, at projektet nu udskydes igen,« konkluderer borgerforeningsformanden.
Frygter det aldrig bliver til noget
Heller ikke formanden for ErhvervSkanderborg, Morten Kohsel, har mange roser tilovers for Banedanmarks ageren i forhold til reetableringen af Stilling Station.
Når Banedanmark bliver ved med at få grønt lys af politikerne til at udskyde genåbningen af Stilling Station, så er der jo en reel risiko for, at projektet aldrig bliver til nogetMorten Kohsel, formand, ErhvervSkanderborg
»Jeg synes, det er rigtig uheldigt, at projektet nu bliver udskudt igen. Når Banedanmark bliver ved med at få grønt lys af politikerne til at udskyde genåbningen af Stilling Station, så er der jo en reel risiko for, at projektet aldrig bliver til noget. Jeg frygter, at det meget vel kan være det, der kommer til at ske,« siger han.
»Det vil være meget skidt for alle de mange virksomheder, der ligger her i Stilling. Allerede nu er mange virksomheder udfordret af manglen på arbejdskraft, og vi ved at behovet for uddannet arbejdskraft vil vokse i de kommende år. Noget af det, Stilling har gavn af, er placeringen tæt på uddannelsesinstitutionerne i Aarhus, men de unge skal kunne pendle hertil. Derfor er der hårdt brug for kollektiv trafik, og her er toget nummer et,« konstater formanden.
»Derfor er det en meget uheldig beslutning at udskyde genåbningen af Stilling Station. Det får konsekvenser for rigtig mange lokale virksomheder, der uden et togstop her får svært ved at tiltrække den nødvendige arbejdskraft. En station i Stilling er en vigtig brik i den kollektive trafik og har afgørende betydning for infrastrukturen her. Og det gælder jo ikke kun i forhold til virksomhederne men også for borgerne i Stilling. Vi er simpelthen nødt til at lægge maksimalt pres på politikerne for at få dem til at prioritere genåbningen af stationen,« understreger Morten Kohsel.
»Uforskammet«
Skanderborg Kommune har for længst levet op til sine forpligtelser i forhold til projektet og har brugt en halv million kroner på anlægsarbejde i forbindelse med reetablering af stationsområdet. Derfor er det også en meget skuffet og ærgerlig Frands Fischer (S), der tager en pause fra snerydningen for at kommentere Banedanmarks seneste udskydelse af Stilling Station.
»Jeg forstår på ingen måde de prioriteringer, der ligger til grund for den beslutning. Det er helt uforståeligt, at Banedanmark nu igen får lov at udskyde projektet og i så mange år. Jeg synes helt enkelt, at det er uforskammet,« lyder det fra borgmesteren.
Det er svært at lave aftaler med staten – var det omvendt, skulle piben nok få en anden lydFrands Ficher (S), borgmester
»Vi har gjort alt det, vi skulle gøre. Vi har opfyldt vores del af aftalen og brugt millioner på projektet. Der mangler kun det, Banedanmark skal stå for. Alligevel får Banedanmark lov til at udsætte det gang på gang. Genåbningen af Stilling Station er med i infrastrukturforliget. Et flertal bestående af stort set alle partier er med i det forlig. Vi HAR gjort Politikerne på Christiansborg opmærksomme på, hvor vigtigt det her er for Skanderborg. De ved det godt, og alligevel gør de ikke noget. Det er svært at lave aftaler med staten – var det omvendt, skulle piben nok få en anden lyd,« konstaterer Frands Fischer.
Frands Fischer har ved flere lejligheder gjort såvel transportminister Thomas Danielsen (V) som de øvrige medlemmerne af Folketingets transportudvalg opmærksomme på, hvor vigtig genåbningen af Stilling Station er infrastrukturen i Skanderborg.
»Vi har planlagt efter åbningen af det trinbræt. For mig lyder det rigtig meget som dårlige undskyldninger fra Banedanmark. Som forsøg på at bortforklare, at de ikke vil lave det. Det er ingen hemmelighed, at Banedanmark var modstander af at genåbne trinbrættet, dengang forliget blev indgået. Det ser i hvertfald sådan ud, når man læser deres høringssvar. Det virker som om, det her arbejde har en meget lav prioritering for Banedanmark, og det gør selvfølgelig ondt at se på. Det skuffer mig - også i forhold til dem, vi har valgt ind på Christiansborg,« understreger borgmesteren.