Fortsæt til indhold

Så for Søren: Ny mediekonsulent er klar til at booste handlen lokalt

Uge-Bladet har fået ny mediekonsulent. Tidligere butikschef hos tøjkæden Mr. og Sommerbird chokolade, Søren Møller Matthiesen, er klar til at smøge ærmerne op og rådgive den lokale detailhandel.

Samfund

Uge-Bladet Skanderborg har fået tilført frisk energi og solid salgserfaring med vores nye mediekonsulent, 38-årige Søren Møller Matthiesen.

Søren har en ganske imponerende baggrund inden for detailbranchen, hvor han har været butikschef hos både tøjkæden Mr. og Summerbird chokolade gennem 12 år. Senest har han arbejdet som kundekonsulent hos OK i Viby, men savnede den direkte kundekontakt, og glæder sig til nu at være med til at styrke samarbejdet med de lokale annoncører.

Jeg har selv stået ’på den anden side’ og ved, hvordan butikkerne tænker, og hvad de har af forventninger, når de annoncerer i lokale medier
Søren Møller Matthiesen

»Jeg er et meget socialt mennesker, og jeg elsker at møde nye mennesker. Og så er jeg altid klar til en god udfordring. Jeg har selv stået ’på den anden side’ og ved, hvordan butikkerne tænker, og hvad de har af forventninger, når de annoncerer i lokale medier. Jeg håber at kunne bruge min erfaring som tidligere butiksansat til at være en konsulent, som butikkerne kan sparre med om deres markedsføring,« fortæller Søren, der udover sin erhvervserfaring også kan trække på solid erfaring fra elitesport på højt niveau.

Håndbold har nemlig fyldt en betydelig del af Sørens liv, og han har som målmand spillet på eliteplan for klubber som Ribe/Esbjerg, GOG, og Århus Håndbold samt repræsenteret U-21 landsholdet. Karrieren rundede han af hos 1. division i Odder, og selvom sporten ikke længere er i fokus, bruger han stadig en stor del af sin fritid på motion.

»Jeg holder rigtig meget af at bruge kroppen og dyrke motion. For mig er sporten et afbræk fra hverdagen, som giver fokus og ro på tankerne. Samtidig kan jeg nok heller ikke komme udenom, at jeg er et stort konkurrencemenneske, som ikke er meget for at tabe,« griner han.

Sociale aktiviteter med familie og venner fylder dog også rigtig meget i Sørens liv, og med tre børn i alderen halvandet til syv år er der rigeligt at se til for ham og hustruen Sarah.

Søren er oprindeligt fra Odder, men han og Sarah er faldet for en 1970’er villa i Tranbjerg, som de selv har gennemrenoveret fra kælder til kvist, for Søren har faktisk også hænderne godt skruet på.

På kontoret er vi faldet pladask for Sørens glade og udadvendte væsen og håber, at såvel ”gamle” som ”nye” annoncører vil tage rigtig godt imod ham.