Boligkøberne trodser snemasserne
Trods snestorm er der stor interesse for at se på bolig.
Ejendomsmæglerne i Home må i visse dele af landet - som alle andre med ærinder ude i samfundet - finde snesko og pigdæk frem i disse dage, for boligkøberne er hurtigt ude af starthullerne efter nytår. Det skriver Home i en pressemeddelelse.
Der er allerede booket næsten 2.000 fremvisninger af boliger til salg, og til sammenligning havde Home-kæden lige under 10.000 fremvisninger af boliger i hele januar sidste år.
Størst interesse er der for at se på hus. Her var der pr. 4. januar booket næsten 20 procent af det samlede antal bookinger for hele januar måned sidste år. For lejligheder er det cirka 18 procent, mens det for sommerhuse er cirka 14 procent.
»Det er forståeligt; sommerhussæsonen føles rigtig langt væk lige nu, og det er naturligt nok i sommerhusområderne, at det er sværest fremkommeligt for sne og vand,« siger boligmarkedsanalytiker i Home, Henrik Hauthorn Jensen.
Han fortæller, at køberne typisk booker fremvisninger nogle få dage ud i fremtiden.
Der er dele af landet, hvor snefaldet har holdt sig helt eller delvis tilbage, og dermed ikke har bremset bookingerne, ligesom Home understreger, at nogle af de bookede fremvisninger kan blive aflyst de kommende dage, når de barske vejrrealiteter rammer køberne, men det værste ser ud til at være ovre.
»Vi er meget tilfredse med starten på året. Det ser ud til at interessen for at købe bolig fortsætter de gode takter fra sidste år – trods snevejret,« vurderer Homes analytiker.
»Generelt er vi jo ikke forvænte med det helt store antal fremvisninger på sommerhuse lige efter årsskiftet, men vi har fået aflyst de fleste af de fremvisninger, vi trods alt havde i kalenderen, på grund af vejret,« oplyser indehaver Lars Bøgelund.
»Det er selvfølgelig ærgerligt, men det gode er, at alle kunderne fra de aflyste fremvisninger har bedt om nye tider, enten i kommende weekend eller i næste uge,« uddyber Home-mægleren.