Fortsæt til indhold

Farvel til gyldne håndtryk til kommunale chefer

Kommunernes Landsforening vil reformere gyldne håndtryk til chefer: Kræver rimelighed i fratrædelsesgodtgørelser.

Samfund

Det koster kommunekassen at skille sig af med en chef i utide.

Det har både Norddjurs og Syddjurs Kommune erfaret. Begge kommuner har prøvet at fyre en kommunaldirektør med millionstore fratrædelsesafgørelser som dessert.

I begge kommuner blev man bonnet for to års løn plus det løse. 12 måneders løn i fratrædelsesgodtgørelse og 12 måneder i henhold til aftale om opsigelsesvarsel.

I Syddjurs skred man i forsommeren 2020 til fyring af kommunaldirektør Jesper Hosbond Jensen. Det kostede kommunekassen 4.099.500 kroner. Arkivfoto

Ikke i orden

Andre kommuner har trukket lignende overskrifter i de senere år.

Det er forklaringen på, at Kommunernes Landsforening (KL) nu går til kamp mod de gyldne håndtryk og kræver justeringer af fratrædelsesgodtgørelserne for kommunale chefer og direktører. Organisationen ønsker at indføre en mere rimelig model, der følger regionernes og statens praksis med en trappemodel baseret på ansættelsesperioden, fremgår det af en artikel i Danske Kommuner.

Michael Ziegler (K), KL’s chefforhandler, udtaler til Danske Kommuner:

»Vi vil have, at vilkårene er i trit med tiden, når man desværre er nødt til at skille sig af med en chef, en direktør eller en kommunaldirektør. Vi sammenligner med stat og regioner, og vores vilkår er bedre for de kontraktansatte.«

Foreslår trappemodel

KL’s krav fokuserer på fratrædelsesgodtgørelser ved kontraktansættelse af chefer og direktører og ønsker at tilpasse dem regionernes og statens regler.

Organisationen ønsker en trappemodel, hvor størrelsen på fratrædelsesgodtgørelsen afhænger af ansættelsesperioden, fremgår det af atiklen i Danske Kommuner.

I dag modtager kommunaldirektører en fratrædelsesgodtgørelse på 12 måneders løn ved fyring, uanset ansættelsesperioden. KL ønsker at indføre en model, hvor godtgørelsen øges med to måneders løn for hvert fulde ansættelsesår, dog højst op til 12 måneders løn.

Af artiklen fremgår det, at Danske Kommuner har bedt Djøf om at kommentere KL’s krav, men fagforeningen har endnu ikke afgivet nogen udtalelse.