Bødker bliver en del af UNI-TEK
UNI-TEK har erhvervet aktiviteterne i Bødker Smede & Maskinværksted, der flytter ind hos UNI-TEK.
Der er ikke langt mellem de to virksomheder i det sydlige Randers. Det er der heller ikke i synet på kunder og holdninger til, hvordan viden om stålkonstruktioner og -komponenter kan skabe unikke løsninger. Derfor gav det også god mening for de to ejere – Kenn Bødker fra Bødker Smede & Maskinværksted og Lars Nielsen fra UNI-TEK – at finde en vej til at fortsætte sammen. Det skriver UNI-TEK i en pressemeddelelse.
Lars Nielsen etablerede for godt 20 år siden UNI-TEK med salg og reparation af porte, der stadig er et tilbud til kunderne
Bødker Smede & Maskinværksted blev etableret i 1964 og har gennem to generationer fokuseret på specialopgaver, totalløsninger og kundespecificerede konstruktioner i stål, rustfri stål og aluminium. Dertil kommer opgaver i rør, profiler, plader og jern. Fokus har altid været de kreative løsningsforslag og ikke mindst den ærlige og gode dialog med kunderne.
Og kundernes muligheder bliver kun større, når de kreative idéer og erfarne mennesker samles på én adresse. For Kenn Bødker og alle medarbejdere hos Bødker Smede & Maskinværksted flytter ind hos UNI-TEK i løbet af foråret. Det samme gør maskinparken, så der bliver trængsel på Ørneborgvej i nogle måneder, inden den igangværende udvidelse af produktion og administration er færdig til sommer med helt nye rammer for UNI-TEK A/S.
»Det er mange års kompetencer og værdier der sammen med kunderne har udviklet virksomhederne, og som nu samles i UNI-TEK på Ørneborgvej. Det vil vi arbejde for at bevare,« siger Lars Nielsen, ejer af UNI-TEK.
Erhvervelsen af aktiviteterne i Bødker Smede & Maskinværksted passer til UNI-TEKs strategi om vækst i de kommende år. Regnskabsåret 2022/23 forventes at vise et tilfredsstillende resultat i linje med planerne og som resultat af blandt andet nye kunder og væsentlig mere aktivitet.