Cliff har kæmpet i 20 år for at du kan få ordentlige forhold på jobbet
Mandag 15. januar er det 20 år siden, Cliff Præstegaard fra Virring havde første arbejdsdag som faglig sagsbehandler i HK. I dag er han formand for HK Handel Østjylland, og drives stadig af af kampen for ordentlighed på arbejdsmarkedet.
»Her er en telefon, og her er vores overenskomster.« Og så var det bare at gå i gang for Cliff Præstegaard, da han i 2004 blev faglig sagsbehandler i HK Djursland. Jobbet havde han kun i tre uger, inden han blev faglig konsulent. Heldigvis ventede der ham en masse kurser, og han blev klædt godt på til at hjælpe medlemmerne. Men det irritererede ham, at HK Djursland ikke havde en hjemmeside, for det forventede medlemmerne. Så han lavede en. Med roterende snabel-a, som det hørte sig til.
Undervejs i karrieren har Cliff Præstegaard arbejdet både i Randers og på Park Allé i Aarhus som faglig konsulent og begge steder blev han valgt som tillidsrepræsentant for sine kolleger. I 2010 stillede han op og blev valgt til formand for HK Handel Østjylland.
»Jeg blev valgt med 111 stemmer mod 36, selv om jeg stillede op mod den daværende næstformand. Jeg ville gerne et mere samlet HK, mere professionalisme og mere fokus på medlemmerne,« fortæller Cliff Præstegaard.
20 år i arbejdstøjet for fagbevægelsen har ikke svækket hans kamp for ordentlige forhold for lønmodtagerne på arbejdsmarkedet. Og der er stadig masser at tage fat på.
Generelt optager det mig meget, at den store ikke skal udnytte den lille. Og store virksomheder skal heller ikke udnytte statsfinansierede jobtiltag til egen økonomisk vindingCliff Præstegaard
Det er det lange seje træk for medlemmerne, der betyder noget for ham, men der er enkeltsager, der han ikke kan glemme, som da han skaffede en halv million til et medlem, fordi han kunne bevise, at der var tale om forskelsbehandling, og at medlemmet var blevet fyret på grund af sin alder.
»Det betyder virkelig noget for mig. At det går ordentligt for sig. Det er ikke i orden at fyre en mand på den måde. Generelt optager det mig meget, at den store ikke skal udnytte den lille« understreger Cliff Præstegaard.
Særligt to ting så han gerne et opgør med i det danske job-system: Ordningen med gratis virksomhedspraktik, som udnyttes af store virksomheder, og fleksjob-ordningen, der gør det for nemt at snyde fleksjobbere.
»Store virksomheder – særligt dagligvarevirksomheder – udnytter ledige til gratis arbejdskraft uden at der er et eneste job i vente. Der er kun en ny virksomhedspraktikant til at tage over fra den forrige. Og dermed ender virksomhedspraktikanter med at tage jobs fra nogle, der havde kunnet leve af det,« forklarer han.
»Meningen med virksomhedspraktik er at få mennesker, der ikke er hverken job- eller uddannelsesparate i gang med et job og få noget erfaring. Det er ikke at sende fuldstændigt jobparate mennesker i endnu en udsigtsløs praktik. Vi nødt til at dele de to grupper op for at komme udnyttelsen til livs. Virksomhedspraktik er rigtig godt for dem, der har brug for det. Alle andre helt almindelige ledige skal i stedet have hjælp til at få uddannelse eller et reelt job – og dem vil der være mange, mange flere af, hvis store virksomheder ikke kunne få al den gratis arbejdskraft, som vi alle sammen betaler for dem.«
Cliff Præstegaard vil også gerne have forbedret forholdene for fleksjobbere. Som det er nu, mener han at det er alt for let at misbruge dem som billig arbejdskraft.
»Mange fleksjobbere bliver vurderet til 50 procents arbejdsintensitet, bare fordi de for eksempel ikke kan arbejde om morgenen eller om aftenen på grund af for eksempel smerter. Det er noget sludder. Så længe de kan møde og passe deres job på det aftalte antal timer, skal de ikke straffes,« siger han og kommer med et eksempel:
»Hanne har stærke smerter i hænderne om morgen og bliver vurderet til at kunne arbejde 20 timer om ugen i en dagligvarebutik med 50 procents arbejdsintensitet. Det betyder så, at hun kun får halv løn betalt af arbejdsgiveren, mens kommunen giver et flekslønstilskud. De 50 procent gør hende attraktiv for arbejdsgiveren, der derfor kun skal betale halv løn, pension, feriefridage og fritvalgskonto til hende. Så selv om hun arbejder 20 timer i ugen, står hun tilbage med meget lille pension, en lille fritvalgsordning og få feriefridage.«
Særligt den lille pension, som fleksjobberne får, bekymrer Cliff Præstegaard.
»Om nogle år bliver mange af de nuværende fleksjobbere virkelig fattige pensionister, fordi de kun har en meget lille pension. Det er alt, alt for nemt for arbejdsgivere at få sat arbejdsintensitetsprocenten ned for fleksjobberen og dermed få billig arbejdskraft uden tanke på, hvad det vil gøre for medarbejdernes fremtid. Vi skal have set på lovgivningen nu, så vi kan få stoppet misbruget, mener Cliff Præstegaard, der fortsat vil arbejde for at få endnu mere fokus på området.