Svanerne i Auning leverer igen flot donation til gode formål
Trods stilladser på herregården var der godt gang i salget af juledekorationer.
For Lions Club Svanerne begynder julen hvert år omkring 1. november, hvor skove og marker i omegnen af Auning besøges for at finde spændende naturmaterialer. De bliver senere en del af de mange flotte juledekorationer og kranse, som LC Svanerne hvert år hver lørdag og søndag fra 1. december sælger i Juleboden på GL. Estrup Herregård. Det skriver Svanerne i en pressemeddelelse.
Svanerne samles i november til et par meget hyggelige aftener, hvor der flittigt bliver snakket, produktudviklet, produceret og pakket.
Mange af Svanerne var også flittige og produktive derhjemme, så 1. december var de klar med flotte boder både i Borggården og i Kælderen.
Gl. Estrup skal have nyt tag og arbejdet med at opstille de store og høje stilladser var i fuld gang, så det var spændende, om dette ville påvirke besøgstallet.
Men det viste sig, at der var god plads til både stilladser, juleboder og publikum. Og byggeriet gav anledning til meget god snak om både tag, stilladser og julepynt.
LC Svanerne kan således se tilbage på de fire adventsweekender med pænt besøg og en fin omsætning, trods en søndag mindre end normalt, da der var lukket 4. søndag i advent.
Årets resultat er et overskud på 22.688 kroner, som Svanerne nu glæder sig til at donere videre i 2024.