Historisk vingesus: Første spadestik til nyt børnehus på gammel grund
Borgmester Frands Fischer (S) tog sammen med Børnehuset Horsegaards kommende børn det første spadestik til byggeriet.
Vejret var ikke noget at juble over mandag 22. januar, men det var det til gengæld, da der om formiddagen blev taget første spadestik til Børnehuset Horsegaard på Skjørringvej 9 i Galten.
Jeg er stolt og glad for, at vi i kommunen prioriterer spadestik, og at vores borgmester er mega god til at gå i børnehøjde.Helle Lund-Pedersen, dagtilbudschef i Dagtilbud Nord
På den kolde vinterdag satte borgmester Frands Fischer (S) sig ned på hug for at tage det første spadestik sammen med en flok børn, der om et års tid kommer til at have sin daglige gang i det kommende børnehus.
»Vi kan ikke gøre noget ved vejret, men jeg tænker, det var en dejlig dag. Jeg er stolt og glad for, at vi i kommunen prioriterer spadestik, og at vores borgmester er mega god til at gå i børnehøjde,« lyder det fra Helle Lund-Pedersen, Dagtilbudsleder i Dagtilbud Nord i Skanderborg Kommune.
Borgmeter Frands Fischer (s) var mødt op i gummistøvler og satte sig ned i hug for at være på højde med børnene, der ifølge dagtilbudslederen var med til at gøre dagen ekstra god.
»Det syntes børnene var spændende. De havde fået at vide, at borgmesteren er ham, der bestemmer i Skanderborg, så nøj, det var spændende. Men han havde glemt sin kæde - det er jo det billede, børnene har af en borgmester,« lyder det fra Helle Lund-Pedersen med et smil i stemmen.
Det var en glædesfyldt formiddag med spadestik, sang fra børnene og taler fra borgmester Frands Fischer, dagtilbudsleder Helle Lund-Pedersen og Dorte Holst Rafn, der bliver daglig leder af det kommende Børnehus Horsegaard.
»Det vigtigste er, at vores børn får at vide, at de skal gå i den nye børnehave på et tidspunkt, de får at vide, at der er en, der skærer dyr ud i træ, fordi det er en gammel bondegård - og det har vi nogle mega dygtige pædagoger til at gøre,« lyder det fra Helle Lund-Pedersen.
Historisk vingesus
På legepladsen kommer der til at være forskellige dyr skåret ud i træ. Og det er der en helt særlig årsag til. Børnehuset Horsegaard kommer nemlig til at være på det sted, hvor der for mange år siden lå slægtsgården Horsegaard.
»Det er et historisk vingesus. Det er en ældgammel bondegård, der går langt tilbage. Vi kommer til at bruge nogle af stenene fra gårdspladsen i det nye byggeri. Det er stort, at børnene kommer til at være i det,« siger Helle Lund-Pedersen.
Når børnehuset står færdig er det med plads til 45 vuggestuebørn og 120 børnehavebørn, men indretningen bliver fleksibel, så man kan fordele børnene efter pladsbehov.
»Det bliver rigtig godt. Forældrene glæder sig til kortere ventelister og det pædagogiske personale glæder sig til at komme i nogle rigtige bygninger i stedet for de pavilloner, der er til rådighed nu ved Svaneparken,« siger Helle Lund-Pedersen, der også lægger vægt på at Galten er et område i vækst.
»Så det er godt, vi er lidt på forkant i forhold til, at vi er sikre på, at der kommer flere børn til Galten i fremtiden,« uddyber hun.
Hvis alt går efter planen står den nye daginstitution klar til at tage imod de første børn i januar 2025.