Fortsæt til indhold

Forskning i legedeltagelse skal styrke små børns trivsel

Forskningsprojektet har fået bevilget omkring 12 millioner kroner.

Samfund
sra

Et nyt forskningsprojekt sætter over de næste fire år spot på at udvikle ny viden til pædagoger og øvrige ansatte i landets dagtilbud om indsatser, der fremmer små børns trivsel.

Projektet med titlen TRoLD – Trivsel og Legedeltagelse i Dagtilbud – har netop fået bevilget tæt på 12 millioner kroner fra Partnerskab for Børneforskning, som regeringen har taget initiativ til, og som Uddannelses- og Forskningsministeriet står bag. Det skriver VIA University College i en pressemeddelelse.

Docent og ph.d. Anette Boye Koch fra Forskningscenter for pædagogik og dannelse ved professionshøjskolen VIA University College er lead på forskningsprojektet TRoLD.

»Forskningsprojektet vil give et rigtig godt afsæt for at skabe ny viden om børns trivsel, leg og fællesskaber og til at udvikle nye måder, hvorpå personalet i vuggestuer, børnehaver og dagpleje kan arbejde målrettet med trivslen hos de små børn,« forklarer hun.

Legeeksperimenterne i TRoLD vil bestå af forskellige lege med forskellige materialer, som bliver afprøvet på tværs af dagtilbud. I legene bliver der for eksempel inddraget musik, drama, bevægelse, natur og værksted. Undervejs observerer forskere børnenes lege og børnefællesskaber, og efterfølgende bliver observationerne brugt til tværfaglige refleksioner mellem forskere, pædagoger, forældre, pædagogstuderende og undervisere på pædagoguddannelsen.

Det er første gang, at Partnerskab for Børneforskning har uddelt midler til forskning, og Anette Boye Koch er meget taknemmelige for, at TRoLD er blevet tildelt næsten 12 millioner kroner.

»Det er min klare forventning, at forskningsprojektets resultater vil komme det pædagogiske personale og børnene i dagtilbud i hele Danmark til stor gavn og skabe gode rammer for et godt børneliv med trivsel i højsædet,« understreger Anette Boye Koch.