Kursus om Klagesang: Sæt melodi til sorg
I februar kommer finske Tuomas Rounakari til Mols Bjerge, og deler fra en urgammel nordisk tradition: Klagesang.
Klagesang eller ”Lament” på engelsk er en måde at give sorg lyd. Det kan være med poesi, sang eller melodi. Sangtraditionen har tidligere været en måde at forberede folk og samfund på livets uundgåelige kapitelskift og sorger, og skabe et åbent rum hvor sorg kunne udtrykkes. I moderne øjne er det derfor en tradition med en del at byde på, hvis alternativet ellers er at gå med sorgen stille – og alene.
Det oplyses i en pressemeddelelse.
Workshoppen ’Skab din egen klagesang’ fokuserer på at finde og udvikle deltagernes unikke klagesangsmelodier. Tuomas Rounakari guider alle til at finde resonanserne i kroppen, og viser hvordan man kan forme melodier fra simple lydmotiver til længere improvisationer.
For at deltage i workshopweekenden bør man have erfaring med sang, riter og ritualer, sorgterapi, naturterapi, klagesang eller lignende. Man kan læse mere om eventen på earthwise.dk
Underviser Tuomas Rounakari afholdt workshops i 2022 og 2023 på Earthwise Residency, og er en af de få hovedaktører, der genopliver klagesangetraditioner i Finland. Han lærte kernen af klagesang fra den kareliske, ældre kvinde Martta Kuikka, der var den første til at bygge bro mellem den kareliske (østfinske) klagesangstradition og det moderne Finland.
Sammen med Pirkko Fihlman udviklede Tuomas Rounakari en undervisningsmodel for klagesange i sorgcirkler, der tillod deltagerne at skabe deres unikke klagesange og få vidner til deres sorg. I løbet af de sidste 20 år har Tuomas gennem workshops og ceremonier været vidne til over tusind individuelle klagesange på tværs af kontinenter.
Først er der ’Introduktionskursus i Klagesang’ 18. februar klokken 13 på Himmelbjerggaarden lidt uden for Ry. Dernæst er der en weekendlang workshop ’Skab din egen klagesang’ 23.-25. februar på Earthwise Residency i Mols Bjerge.