Hun er 3. generation af advokater i Ebeltoft
Hos MP advokater er medarbejderstaben igen udvidet. Denne gang med et bysbarn, der er vokset op med jura i købstaden.
MP Advokater i Ebeltoft har netop udvidet kontoret med en ny advokat, så firmaet nu har syv ansatte, fordelt på fire advokater og tre advokatsekretærer. Det oplyser de i en pressemeddelelse.
Advokat Anne Overgaard Brath startede sin juridiske karriere som advokatfuldmægtig i København og har siden hen arbejdet som jurist, hvor hun har beskæftiget sig med såvel psykiatri, arbejdsskade, naturbeskyttelse, tandskader og senest sygedagpengeområdet.
Anne Overgaard Brath er født og opvokset i Ebeltoft, hvor både hendes far og farfar har virket som advokat, hvilket gør hende til 3. generation af advokater i familien i Ebeltoft. Hun er efter mange år i København atter lokalt bosiddende med sin mand og to børn.
Hos MP Advokater skal Anne Overgaard Brath primært beskæftige sig med ansættelsesret, boligret, dødsbobehandling, fremtidsfuldmagter, inkasso, personskadeerstatning, retssager, testamente og arv samt ægtepagter.
Hun har glædet sig til at praktisere som advokat i sin gamle hjemby.
»Jeg er jo vokset op med en far, der var advokat i byen, så det er både spændende og interessant for mig, at jeg nu får muligheden for at arbejde sammen med hans tidligere samarbejdspartnere og kollegaer. Rent fagligt ser jeg frem til at vende tilbage til advokatgerningen og ikke mindst at møde klienterne og yde den rådgivning, den enkelte juridiske problemstilling kalder på. For mig drejer det sig om at være ordentlig og effektiv og naturligvis at gå til sagen med høj faglighed.«
Mads Petersen udtrykker samtidig stor glæde over at det er lykkedes, at finde endnu en lokal kvalificeret advokat, som kan bidrage til MP Advokaters vækst og kvalitetsrådgivning.
MP Advokater splittede i 2018 ud fra Zacher Advokater, og kontoret er siden vokset fra 4 til 7 ansatte, hvilket i følge Mads Petersen er meget atypisk, da mange lokale advokater i mindre byer oplever udfordringer med at tiltrække ansatte og kunder.