Nyt legeland med vokseværk åbner i Grenaa til sommer
Hermans Hule har længe haft kig på Djursland, og gør nu klar til at åbne kædens 19. butik.
Der bliver masser af plads for børnene at boltre sig på, når legelandet Hermans Hule til sommer åbner på Trekanten i Grenaa.
Hele 800 kvadratmeter med rutsjebaner, boldbade, klatrebaner, trampoliner, fodboldbaner og meget mere kan ungerne kaste sig ud i i lokalerne, hvor møbel- og interiørforretningen Villadeco tidligere holdt til.
Legelandet i Grenaa bliver den 19. af slagsen i Hermans Hule-kæden.
Det er blot otte år siden, den første slog dørene op i Holstebro. Derfor er ejer Jeppe Kragh også vældig begejstret for at kunne føje Djursland til det efterhånden landsdækkende kort.
»Med vores koncept er det en stor fordel, hvis man ikke lader alt for store områder stå bart, og derfor har vi også længe haft kig på Djursland. Det er ikke så let at finde lokaler, der er egnede til det, så jeg er rigtig glad for, at det nu er lykkedes at finde dem i Grenaa,« forklarer Jeppe Kragh.
Tag mormor med
Grundtanken i Hermans Hule er således, at man køber medlemskab, og med medlemskortet i hånden har man fri adgang til alle kædens legelande.
»Derfor er det en fordel for os, hvis der ikke er for langt imellem. Når man bor i Grenaa og mormor måske bor i Aarhus, så er det jo oplagt at blive medlem, så man også kan tage i Hermans Hule, når man besøger hende,« uddyber Jeppe Kragh.
Klar til turisterne
Hermans Hule er drevet på franchisebasis, og derfor er det ikke Jeppe Kragh selv, der kommer til at stå for den daglige drift.
Af samme årsag vil han heller ikke endnu melde en mere specifik åbningsdato ud.
Han kan dog konstatere, at foråret kommer til at gå med indretning af legelandet, så det kommer til at stå helt klar til turistsæsonen.
Det er naturligvis en af årsagerne til, at Djursland er et attraktivt område.
»Hvis vi sammenligner med vores legeland i Hjørring, så er byen heller ikke bland de største, men vi har en rigtig god forretning der. , fordi der er så mange turister. Det forventer vi helt sikkert også af Grenaa,« siger Jeppe Kragh.
Med åbningen af Hermans Hule kommer området kan den sydøstlige del af Grenaa byde på to legelande.
På Rugvænget ligger således i forvejen Lege-revet, som åbnede i 2020, og som hidtil har været Djurslands eneste legeland.