Fortsæt til indhold

Ældrerådet jubler i stilhed over nyt tilbud om selvtræning

Det nye tilbud fra Norddjurs åbner for flere borgere. Det giver større mulighed for social støtte, mener formand.

Samfund

Gitte Eilersen, formand for Ældrerådet i Norddjurs Kommune, er 67 år.

Hun er således kvalificeret til at tage imod det kommende tilbud om kommunal selvtræning, der gælder for folkepensionister, efterlønnere, seniorpensionister og førtidspensionister.

Det kommer hun dog ikke til at benytte sig af. Tilbuddet er målrettet de svageste borgere, der har brug for et alternativ til fitnesscentrene, og hun deler dermed ikke bekymringen for, at tilbuddet kommer i clinch med de tilbud, som eksempelvis de lokale idrætsforeninger har på hylderne, når den kommunale selvtræning potentielt giver mere end 10.000 borgere adgang til tilbuddet.

»Jeg ville selv kunne benytte det, men det kunne jeg aldrig finde på. Jeg vil vælge et almindeligt fitnesscenter, og det tror jeg også, at langt de fleste andre vil gøre. Selvtræningstilbuddet er for dem, der har allermest brug for det. Det er dem, der er så dårlige, at de har svært ved at komme i et almindeligt træningscenter, vi har kæmpet for, og derfor er vi også rigtig glade for, at det ser ud til at blive vedtaget,« siger Gitte Eilersen.

Indtil videre er det flertallet i voksen- og plejeudvalget, der har indstillet at genindføre og udvide selvtræningstilbuddet.

Senere i februar skal det behandles i økonomiudvalget og kommunalbestyrelsen inden endelig vedtagelse.

Støtter hinanden

En udvidelse af selvtræningstilbuddet har været et stort ønske for Ældrerådet, siden det nuværende blev konstitueret efter kommunalvalget i 2021.

Hidtil har det udelukkende været borgere, der har gennemgået et genoptræningsforløb i kommunal regi, der har haft adgang til tilbuddet og at kunne træne på plejecentrene i Norddjurs Kommune, men Ældrerådet har modtaget mange henvendelser fra borgere, som har efterspurgt muligheden for at kunne træne med for eksempel ægtefællen.

»Der er jo noget rigtig vigtigt i det sociale ved træningen, så vi synes, det er meget fint, at man nu kan tage af sted med sin ægtefælle eller en venindeflok, der kan støtte hinanden,« konstaterer Gitte Eilersen.

Stille jubel

Selv om formanden ikke lægger skjul på, at der i Ældrerådet er jubel over beslutningen, så er det en stille jubel.

Gitte Eilersen, formand for Ældrerådet i Norddjurs Kommunem jubler over udvidelsen af selvtræningstibuddet, men hun kommer ikke til at opfordre de ældre borgere til at benytte sig af det.. Pressefoto

Rådet vil således ikke begynde at opfordre, de borgere, rådet repræsenterer til at begynde på kommunal selvtræning.
Det skal borgerne selv finde ud, og det er blandt andet i respekt for, at idrætsforeningerne har deres tilbud, og de to skal ikke konkurrere med hinanden.

»Det er primært dem, som har manglende ressourcer enten fysisk elelr psykisk, der skal bruge tilbuddet. Derfor er vi også glade for, at der stadig skal være en brugerbetaling på det, fordi det havde været en helt anden situation, hvis tilbuddet havde været gratis,« vurderer Gitte Eilersen.

Kommunen har endnu ikke fastsat en takst for selvtræningen, idet udvidelsen af målgruppen formentlig giver en lavere pris end det hidtidige tilbud.

I en tidligere beregning vurderede kommunen dog, at prisen ville ligge på 43 kroner om måneden.