Fortsæt til indhold

Selvtræning er godt - men skal foregå lovligt og ordentligt

Debat
Rikke Albæk JørgensenGruppeformand for Venstre i kommunalbestyrelsen i Norddjurs
Benny HammerGruppeformand for Konservative i kommunalbestyrelsen i Norddjurs
Sebastian GrauertGruppeformand for Liberal Alliance i kommunalbestyrelsen i Norddjurs
Diana Therese MikkelsenDanmarksdemokraterne i kommunalbestyrelsen i Norddjurs

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Selvtræning er godt – men skal foregå lovligt og ordentligt. Vi er alle interesserede i, at vores ældre holder sig i gang og dyrker motion. Derfor er det afgørende, at vi har gode tilbud til vore ældre, men samtidig er det afgørende, at vi gør det indenfor rammerne af lovgivningen.

Hvad må vi? Hvad skal vi? Hvad må vi ikke? Hvad koster det?

Spørgsmålene er mange og stadig ikke helt afklarede. Derfor gjorde økonomiudvalget det eneste rigtige og sendte sagen om selvtræning retur til Voksen- og Plejeudvalget. Vi kan som kommunalbestyrelse ikke afgøre sager, der ikke er oplyst.

Det er ikke en syltekrukke. Det er ikke for at opbygge et økonomisk argument mod selvtræning.

Det er for at sikre, at vi gør tingene rigtigt og lovligt. Det burde alle være interesserede i.

Der er i øjeblikket mange, der bliver klogere. Det gælder forvaltningen, det gælder Kommunernes Landsforening og også politikere. Det er altid godt at blive klogere. Men man må tage ansvar for de politiske valg, man træffer – også hvis man skifter standpunkt i processen.

Da flertallet i Voksen- og Plejeudvalget i juni traf beslutningen om at fjerne muligheden for selvtræning, var det flertallets egen beslutning.

At man nu prøver at tørre ansvaret for egen politisk beslutning af på andre, taler for sig selv

Det drejede sig ikke om at skrue ned for noget for at give plads til noget andet. Det gjaldt hele flertallet – også Jens Kannegaard Lundager. At man nu prøver at tørre ansvaret for egen politisk beslutning af på andre, taler for sig selv.

Nu skal mulighederne for selvtræning afklares, så vi kan lave en løsning, der fungerer for borgere med størst behov og er inden for lovens rammer.

Hvis afklaringen viser at have økonomiske konskvenser, så vil det indgå i den almindelige politiske prioritering. Det er jo faktisk det, der er vores opgave som politikere.