Fortsæt til indhold

Fra elev til butiksejer: »Jeg kender jo huset, kan man sige«

De tre erfarne herrer, der står bag den nye møbelbutik i Auning, glæder sig til for alvor at komme i gang.

Samfund

Ringen er sluttet.

Sådan er fornemmelsen i hvert fald lidt i den nye møbelforretning i Auning - Hjemme Hos Bolignyt Møbler.

Det er nemlig, der kommer til at stå i butikken: Jesper Loft.

»Jesper er jo lokal, så han har et stærkt netværk herude,« fortæller den ene af butikkens tre ejere, Thomas Krogh Brink inden Jesper Loft uddyber.

»Jeg er udlært her i Auning helt tilbage i 80’erne, så det er lidt sjovt at være tilbage.«

Faktisk arbejdede han dengang under Sten Petersen, som indtil slutningen af året ejede og drev Bolighuset i de selv samme lokaler.

»Jeg kender jo huset, kan man sige. Der så det ikke ud som det gør i dag, men det er lidt sjovt at have været hele vejen rundt og så ende her igen,« siger Jesper Loft.

Stærkt fundament

Hjemme Hos Bolignyt Møbler i Auning ejes af de tre møbelvenner, som har mange års erfaring fra branchen.

Anders Andersen, som har interiør- og gardinbutikken Bolignyt i Grenaa sammen med sin kone Hanne Rasmussen. Thomas Krogh Brink, som har Hjemme Hos Bolignytmøbler i Grenaa sammen med Anders Andersen og så altså Jesper Loft, som indtil åbningsdagen har arbejdet i Bolignyt i Grenaa.

Der er da også stor begejstring at spore over, at de nu kan slå dørene op i Auning.

»Vi har snakket om det her i 10 år, og så opstod muligheden lige pludselig,« fortæller Ander Andersen.

»–Det er jo en træls bygning at have stående tom midt i byen. Den signalerer jo meget – alle kører forbi. Så vi kan også godt mærke at folk er begejstrede og vi glæder os til at komme i gang,« siger Jesper Loft.

Butikkens kunder skal dog ikke forvente at se alle tre ejere i butikken på daglig basis.

»Det er Jesper, der kommer til at gå herude i området og står for den daglige drift. Så har vi ansat Janus Andersen herude som nummer to her i butikken,« fortæller Thomas Krogh Brink.

Lokal opbakning

De tre ejere og resten af holdet kunne glæde sig over et flot fremmøde torsdag morgen.

»Det er gået rigtig fint i dag. Der var kø ude foran som vi havde håbet på og masser af gode tilbud, så der er gang i den,« siger Anders Andersen.

De har da også stor tro på potentialet i den nye butik.

»Grunden til, vi tror på projektet her, er jo i høj grad også fordi det gik godt med møbelbutikken før den lukkede,« siger Thomas Krogh Brink med henvisning til Bolighuset, som vi her på avisen citerede Sten Petersen for at kalde »en af de mest positive historier om butikslukninger,« da den ikke lukkede på grund af nød, men på grund af lyst.

»Der var god drift og der har været møbelbutik her i 60 år. Samtidig er der et kæmpe opland. Så det skal nok blive rigtig godt.«

»Fordelen her i forhold til Grenaa er, at der er der vand på tre sider. Her har vi det hele: Aarhus på den ene side - Randers på den anden,« siger Anders Andersen.

»Det skal nok blive godt. Det er det allerede!«

»–Ja, der er da pænt med besøgende.«

»–Og så er der pølser og fadøl til middag, så er dagen godt i gang!«