Fortsæt til indhold

Festlig aften hyldede frivillige fra hele kommunen

300 publikummer og veloplagt underholdning sørgede for en gedigen hyldest til frivilligheden i Norddjurs

Samfund
sica

Over 300 publikummer var mødt op til Norddjurs Awards i Pavillonen fredag aften.

Med store klapsalver til hver af de otte prismodtagere sørgede de for en festlig stemning og ordentlig hyldest til de frivillige, som aftenen var til ære for.
Det skriver Norddjurs Kommune i en pressemeddelelse.

300 veloplagte publikummer var mødt op i Pavillonen til Norddjurs Award. Foto: Norddjurs Kommune

Borgmester Kasper Bjerregaard bød velkommen og beskrev efterfølgende prisuddelingen meget rammende:

»Denne aften kårer vi med Norddjurs Awards otte prismodtagere. Men vi går alle herfra som vindere, for ildsjælenes engagement giver en masse spændende tilbud, et lokalt fællesskab og gør helt overordnet Norddjurs til et godt sted at leve og bo. Tillykke til både vindere og nominerede og en stor tak til alle vores mange frivillige i kommunen,« lød det fra borgmesteren.

Borgmester Kasper Bjerregaard bød velkommen til dette års Norddjurs Award. Foto: Norddjurs Kommune.

Astrid Mikkelsen fra Grenaa Badminton Klub blev ’Årets Frivillige Juniorleder’,
Blandt andet for at motivere en masse børn til at prøve kræfter med sporten. Og det frivillige arbejde giver hende krudt i hverdagen:

»Det er bare megafedt at kunne give fællesskabet videre, dele de gode oplevelser og opleve de unges begejstring,« fortalte den 19-årige prisvindende juniortræner, inden hun skyndte sig hjem og sove denne fredag aften.
Hun havde nemlig feber og håbede på at blive frisk til kamp lørdag formiddag.

Astrid Mikkelsen blev Årets Frivillige Juniorleder for sit arbejde i Grenaa Badminton Klub. Hun måtte skynde sig hjem og sove efter prismodtagelsen i håb om at sove en feber ud, så hun kunne være klar til kamp lørdag. Foto: Norddjurs Kommune

Medrivende underholdning

Flere underholdende indslag skabte afveksling mellem de forskellige prisuddelinger.

En mand som mange af Lokalavisens læsere har stiftet bekendtskab med igennem årenes løb, John Pedersen, fik Årets Frivilligpris for sit arbejde i HATS - Hevring Amatør Teater Selskab. Foto: Norddjurs Kommune

Blandt andet blev salen budt op til fællessang ledt an af ’Sangskatterne’, og med sine humoristiske sammenbindinger sørgede konferencier Christian Eiming for at trylle smilene frem, sammen med sin helt egen nye pris for bedste-borde-bænk-sæt.

Aftenens andet musikalske indslag kom fra Anders Gantriis, som oprindeligt skulle have spillet med sin ven og kollega Anders Lampe, der desværre gik bort i en alder af 59 år ugen før showet.

Anders Gantriis spillede numre fra sin kommende plade, hvor Anders Lampe medvirker på hele pladen, ligesom i øvrigt Palle Hjort, der blandt andeter kendt for at være Peters Sommers faste musikalske legekammerat.

Konfettiregn

Den festlige aften sluttede med at alle otte priser var uddelt, 20-40-50års jubilarer fra foreningerne havde fået deres diplomer, og efter at konfettiregnen havde lagt sig småsnakkede vinderne om, hvad de hver især ville bruge de 5.000 kroner i præmiepenge på.

Jubilarerne i kommunens idrætsforeninger blev også hyldet i Pavillonen. Foto: Norddjurs Kommune