Fortsæt til indhold

Er du også træt af biblioteksbøden? Nyt forslag skal gøre alle kommunens biblioteker fri for gebyrer

SF har stillet forslag om at gøre bibliotekerne i Norddjurs Kommune gebyrfri, når bøger afleveres for sent.

Samfund

De fleste har nok stået i situationen, hvor man har glemt at aflevere sine lånte bøger rettidigt til biblioteket.

Det koster en rund 20’er på bibliotekerne i Norddjurs Kommune, hvis man afleverer sine bøger dagen efter lånefristens udløb, men med glemsomhed og en travl hverdag løber den bøde hurtigt op, og efter 30 dage lyder regningen på 230 kroner for voksne lånere.

Det vil SF i Norddjurs nu gøre op med. Partiet har stillet forslag om at gøre bibliotekerne i Norddjurs Kommune gebyrfri.
Det betyder kort og godt, at det fremover skal være ganske gratis at aflevere sine bøger for sent.

Det er der flere fordele ved, mener SF’s Kasper Vindbjerg.

»Vi ser folkebibliotekerne som noget, der kan være med til at udviske sociale uligheder. Nogle af dem, der kan komme i klemme med gebyrerne og have svært ved at betale dem, det er også de socialt svagt stillede familier. Det kan være forbundet med noget skyld og skam, som gør, at man afholder sig fra at komme på biblioteket, og det vil vi gerne gøre op med,« forklarer Kasper Vindbjerg.

Overraskende effekt

Forslaget kommer på baggrund af et lignende tiltag og efterfølgende erfaringer, som Glostrup Kommune har gjort sig.

I perioden fra august 2022 til jul 2023 forsøgte Glostrup Kommune at gøre bibliotekerne gebyrfri med meget positive resultater til følge.

I perioden oplevede kommunen en stigning i antallet af lånere på 190. Samtidig steg antallet af udlånte bøger også. I perioden registrerede Glostrup Kommune således en stigning i udlånstallet på 7213.

Derudover har tiltaget også haft den lidt overraskende positive effekt, at flere lånte materialer er kommet retur i forhold til tidligere. Antallet af afleverede materialer steg således med 6,1 procent i forhold til samme periode året før.

Glostrup Kommune har siden gjort de gebyrfri biblioteker permanent.

Alene de erfaringer er nok til, at Norddjurs Kommune også bør forsøge sig med at gøre bibliotekerne gebyrfri, mener Kasper Vindbjerg.

»Der er simpelthen færre bøger, der forsvinder, samtidig med, at der er flere udlån og bibliotekerne altså benyttes mere. Set fra vores stol er der i hvert fald grunde nok til, at det er en god idé at sætte det her i gang,« siger Kasper Vindbjerg.

Manglende indtægt

Han er således ikke bekymret for, om de manglende indtægter fra biblioteksbøderne kan få en negativ effekt på kommunens biblioteker.

»Uden at være dykket helt ned i tallene, så tror jeg, at gebyrerne er så forsvindende lille en del af bibliotekernes budgetter. Hvis de i stedet får langt flere bøger tilbage og dermed er fri for at nyindkøbe de bøger, så tror jeg, at den ligning nok skal gå op. Men det er da muligt, at det skal forsøges i en prøveperiode for at se, om det rent faktisk er tilfældet,« vurderer Kasper Vindbjerg.

Hos Norddjurs Kommune oplyser biblioteksleder Lars Lerche, at Norddjurs Biblioteker har en årlig indtægt på cirka 200.000 kroner fra gebyrer og erstatninger for bøger.

Norddjurs Biblioteker har et årligt budget på omkring 16 millioner kroner.

I Glostrup Kommunes evaluering af forsøget med de gebyrfri biblioteker henvises til en amerikansk undersøgelse af brugen af biblioteker uden risiko for bøder.

Her konstateres det, at gebyrer har været en reel barriere for adgang til biblioteket for borgere med meget lav indkomst.