Fortsæt til indhold

»Beboerne går i opløsning for øjnene af os. Vi kan trøste og fortælle, at vi heller ikke forstår loven«

Samfund
Mette VillesenPå vegne af de frustrerede frivillige på Bakkely

Som frivillige på Bakkely i Gjesing, der huser ukrainske flygtninge, har vi siden krigens start, gjort vores allerbedste – og ofte mere til – for at give vores beboere den bedste start i Danmark som overhovedet muligt.

Vores mål er, at få vores gæster til at føle sig velkomne og trygge. Så skuldrene falder ned på deres rette plads igen og frygten i øjnene bliver til bekymring – og gerne glimtvis glæde.

Vi gør vores yderste for at vise dem, hvor velfungerende et land Danmark er. At vi har styr på det og at vi passer på dem. At Danmark har et sikkerhedsnet under sine borgere og behandler borgerne ordentligt og med respekt (og ja, vi ved godt, at nogle falder igennem hullerne i nettet.. det er en helt anden historie)

Derfor er det også med kæmpe frustration, at vi nu oplever, at de ukrainske flygtninge, hvis de får opholdstilladelse i en anden kommune end Norddjurs, som de bor i nu, med meget kort varsel skal flytte og selv sørge for det.

Norddjurs kommune har nu modtaget deres kvote af ukrainske flygtninge. Det er der andre kommuner der ikke har. Og derfor placerer udlændingestyrelsen flygtningene i de kommuner.

I praksis betyder det, at modtagekommunen har fire døgn til at modtage en beboer fra den dag opholdstilladelsen gives.
Således kan en beboer på Bakkely blive ringet op af sine nye kommune om mandagen og få besked på at møde i den nye kommune onsdag formiddag. De skal selv stå for transport af både dem selv og deres ejendele.

Fair nok egentligt. Hvis ikke det lige var fordi borgeren ikke har fået nogle penge endnu.
Hvor er det lige de skal flytte hen? Hvad kommer de til? Hvordan kommer de derhen? Hvordan køber man en togbillet uden penge, i et land man ikke kender og uden at kunne tale dansk?

Det er ikke spor sjovt som frivillig, at blive mødt af beboere opløst i gråd. Som er fortvivlede og kastet ud i en usikker situation – igen.
Som ikke kan forstå reglerne og som slet ikke kan forstå, at de ikke kan få lov til at blive her, hvor de nu så småt har dannet sig et netværk. Hvor de føler sig trygge og de kender omgivelserne og menneskene omkring sig.

Som frivillige er vi magtesløse. Vi kan se til, at vores beboere går i opløsning for øjnene af os. Vi kan trøste og fortælle, at vi heller ikke forstår loven og måden de bliver kastet rundt på.

Når en ukrainsk flygtning får opholdstilladelse i en anden kommune, får Norddjurs kommune ikke besked. Sagen er nu ude af deres hænder. Og dermed er det os frivillige der står midt i situationen. Og os der vender og drejer os om natten i afmagt og frustration. Og stor medfølelse med vores beboere.

Det mindste man kan forlange, er da en længere tidsfrist for flytning og ikke mindst en grundig information til borgeren om, hvad de kommer til, hvordan og hvornår de får penge og dermed kan købe noget så basalt som mad.

Vi efterlyser en helt klar procedure fra udlændingestyrelsen. En færdig køreplan hvor modtagekommunen giver grundig information til sine nye borgere og er behjælpelig med at sørge for transport af borgere og deres ejendele. Selvfølge kan borgeren modregnes udgiften til flytningen, når de begynder at modtage ydelse.

Men som det foregår i disse dage, så er det under al kritik. For mange kommuner sover i timen og aner ikke hvad de har med at gøre, fordi proceduren med at modtage flygtninge fra et asylcenter er helt anderledes end at modtage flygtninge fra en midlertidigt boligplacering uden personale.

Den behandling af vore ukrainske gæster kan vi simpelthen ikke være bekendt. Det er bare ikke godt nok!

Vi vil gerne pointere, at vi frivillige har et uovertruffet godt samarbejde med Norddjurs Kommune. Og at Norddjurs har ydet en langt bedre – og mere menneskelig –indsats end mange andre kommuner. Vi har kun ros tilovers for deres indsats og samarbejdsvilje med os frivillige.

Dette er en kritik af gældende bestemmelser på området og et råb om hjælp, så vi frivillige kan blive ved med at holde til at yde den store indsats, vi gør. Og så vores ukrainske gæster ikke går mere i stykker, end de allerede er.

Svar fra Udlændingestyrelsen

Lokalavisen har på baggrund af dette debatindlæg kontaktet Udlændingestyrelsen for finde ud af, hvilke regler kommunerne er underlagt i forhold til flytningen og modtagelsen af ukrainske flygtninge.

Udlændingestyrelsen svarer:

»Kommunen har ansvaret for at stille en bolig til rådighed for de personer, der er visiteret til den pågældende kommune. Det følger af integrationslovens § 4.

Det er ligeledes kommunens ansvar at sikre, at udlændinge, der får opholdstilladelse efter særloven, og som placeres i kommunen, får informationer om deres konkrete situation samt om modtagelsen i kommunen.

For så vidt angår udlændinge, der på tidspunktet for meddelelse af opholdstilladelse bor på et asylcenter, gælder det, at operatøren på asylcentret skal tilvejebringe og afholde evt. udgifter til transport til den kommende integrationskommune.

Desuden skal operatøren på asylcentret medvirke til, at der sker en hensigtsmæssig overgang til integrationskommunen, herunder at kommunen får adgang til relevante oplysninger om den enkelte udlænding.

I forhold til brevet fra de frivillige på Bakkely i Gjesing bemærkes det for en god ordens skyld, at Udlændingestyrelsen ikke driver asylcentre i Norddjurs Kommune.«