Rys natteravne støtter multibane
Natteravnene i Ry har gennem sin sponsoraftale med energiselskabet OK og Kvickly Ry fået udbetalt over 24.000 sponsorkroner.
Gennem sin sponsoraftale med OK og Kvickly Ry modtager Natteravnene i Ry 24.310,67 kroner til foreningens kasse.
»Beløbet fra OK er helt altafgørende for vores arbejde. Det gør, at bestyrelsen kan koncentrere sig om det primære arbejde. Og ikke på at bruge tiden på at samle penge ind. Vi bruger pengene til bolsjer, kondomer og vand, som vi deler ud til de unge på vores vandringer. Desuden giver det os mulighed for én gang om året at være vært ved lidt mad inden vores generalforsamling. Det er vigtigt, fordi det er den eneste gang om året, at alle natteravne i Ry har mulighed for at samles,« siger formand for Natteravnene i Ry, Lars Janke, i en pressemeddelelse.
Sponsorkronerne har desuden givet Natteravnene mulighed for at støtte en anden vigtig aktivitet for de unge i byen: Den nye multibane ved Mølleskolen i Ry. Her valgte bestyrelsen i Natteravnene til donere 5.000 kroner.
»Vi kunne se, det er et godt projekt for de unge, som vi godt kunne få plads til i vores økonomi,« siger Lars Janke.
OK’s kunder har sparet pengene til foreningen ved at tanke på deres OK-kort. Vælger kunderne at knytte OK-kortet til sponsoraftalen, støtter de nemlig kvit og frit for hver liter brændstof, der tankes på kortet.
Sponsoraftalen betyder, at klubber og foreninger kan få fem øre for hver liter, en bilist tanker hos OK. Derudover kan foreningerne få fem øre ekstra for den samme liter, hvis den lokale bilist køber el hos OK.
Støtten fra OK bliver endda endnu højere, hvis en bilist vælger at støtte en klub eller forening via OK’s app. Frem til 31. maj dobler OK støtten op til 10 øre per liter, hvis en bilist betaler med OK-appen.