Fortsæt til indhold

Ny tegnestue: La Frost brænder for eksisterende byggerier

Lea Aviaja Frost har åbnet ny tegnestue i Hårby, hvor hun primært beskæftiger sig med eksisterende byggerier.

Samfund

Det var længe et ønske for arkitekt Lea Aviaja Frost at blive selvstændig igen. Ved årsskiftet gjorde hun alvor af sine drømme og åbnede tegnestuen La Frost på Ryvejen i Hårby.

»Jeg var tidligere selvstændig, og det ville jeg igen. Jeg er selvstændig by heart,« siger Lea Aviaja Frost.

Privat bor hun i Ask mellem Solbjerg og Malling med sine tre børn halvdelen af tiden. Når Lea Aviaja Frost ikke sidder bag et skrivebord og transformerer bygninger, nyder hun både naturen og at være kreativ.

»Min familie har et sommerhus på Tunø, hvor jeg er hver sommer. Det er et stort træhus, som min morfar engang fik bygget. Sidste år skiftede jeg gavlen, og til sommer finder jeg nok et nyt projekt. Jeg kan godt lide at bruge mine hænder, når jeg har fri. Jeg snitter også skeer og strikker,« siger Lea Aviaja Frost.

Hun er også tilhænger at at bruge hænderne, når hun skitserer tegninger.

»Der er meget computerarbejde i det, jeg laver - men jeg trives godt med også at have det i hænderne,« siger Lea Aviaja Frost, der primært beskæftiger sig med eksisterende byggeri.

»Jeg brænder virkelig for eksisterende byggeri. Jeg bliver nærmest hele tiden inspireret i mit arbejde, fordi der jo er eksisterende byggerier alle steder. Jeg glæder mig til at arbejde hver morgen.«

Byggelovgivningen er meget stram og svær at navigere i i eksisterende byggerier. Man kan godt kæmpe lidt med at få ting godkendt. Det er jo næsten altid mest klimavenligt at bevare bygninger i stedet for at rive ned. Lige nu er det nærmest nemmest at få lov til at bygge noget nyt. Det synes jeg simpelthen er helt hen i vejret.
Lea Aviaja Frost, ejer La Frost

Hun står blandt andet for at skitsere transformationerne, ligesom hun sørger for at koordinere arbejdet med forskellige faggrupper i processen.

»Jeg driver alt frem i rette tid og koordinerer med de forskellige faggrupper. Jeg har overblikket og sørger for, at alle er på samme side. At alle følges ad og arbejder sammen om at nå det endelige mål,« siger Lea Aviaja Frost.

»Stram byggelovgivning«

Det er ikke let arbejde, for processen er næsten altid med bump på vejen.

»Byggelovgivningen er meget stram og svær at navigere i i eksisterende byggerier. Man kan godt kæmpe med at få ting godkendt. Det er næsten altid mest klimavenligt at bevare bygninger i stedet for at rive ned. Lige nu er det nærmest nemmest at få lov til at bygge nyt. Det er simpelthen helt hen i vejret. At der ikke er lovgivning myntet på eksisterende byggeri. Man støder næsten ind i problemer hver dag i processen,« siger Lea Aviaja Frost.

Lea Aviaja Frost holder af at arbejde fra sit kontor i Hårby, hvor hun i ideudviklingen også kan kigge ud over markerne. Privatfoto.

»Flere er begyndt at råbe op vedrørende byggeri og byggerådgivning. Jeg støder ofte på bygherrer, hvor det er dyrere at renovere i forhold til at rive ned og bygge nyt. Jeg har arbejdet med eksisterende byggeri i 10 år, så jeg kender enormt meget til bygninger og lovgivning, og kan derfor rådgive om, hvordan vi når målet. En ejer af en bygning fortæller eksempelvis, at han vil lave en gammel lade til bolig eller, hvor jeg screener for, hvor vi potentielt møder problemer,« uddyber hun.

Hendes holdning er helt klar. Der burde være en lovgivning direkte myntet på eksisterende byggeri.

»Det burde ikke være så besværligt. Alt burde bruges. Det er helt hen i vejret at rive noget ned og bygge nyt i stedet for at se potentialet i en eksisterende bygning og bruge den på bedste vis med så få ændringer som muligt,« siger Lea Aviaja Frost.

Derfor passer det Lea Aviaja Frost godt at arbejde fra sit kontor i Hårby.

Kontoret er nemlig resultatet af en transformation.

»Det er en stor værkstedsbygning fra omkring 1980. Min kæreste har sat bygningen i stand, og så er jeg flyttet ind med virksomheden. Bygningen er industrielt rå. Den er råt svejset i den ene ende, og så sidder jeg her og transformerer bygninger i den anden ende – det hænger godt sammen,« lyder det reflekterende fra Lea Aviaja Frost.