Fortsæt til indhold

Fællesskab er sundt for hjertet

Hjerteforeningen i Favrskov sætter fokus på kvalitative fællesskaber.

Samfund
gs

Vil man holde sig sund, handler det ikke udelukkende om at motionere, spise rigtigt og holde sig fra tobak og alkohol. Det er også uhyre vigtigt for sundheden at indgå i et socialt fællesskab.

Det bliver der sat fokus på i forbindelse med generalforsamlingen i Hjerteforeningens Favrskov-afdeling 6. marts.

Udover det som generalforsamlinger altid handler om - bestyrelsens beretning, regnskab og valg - vil den lokale multi-netværker Bent Engelbrecht holde et foredrag med temaet: Tiden kalder på kvalitative ”hjertelige” fællesskaber. Et tema, som ligger i logisk forlængelse af en af Hjerteforeningens seks anbefalinger for et sundt hjerte: - Vær social med andres mennesker.

Bent Engelbrecht vil være kendt at mange som udviklingskonsulent for private og offentlige virksomheder - i vidt omfang med foredrag og kurser om, hvordan man med udgangspunkt i ”biografien” eller ”livshistorien” træffer de bedste valg for den personlige udvikling.

Bent Engelbrecht er nu en meget aktiv ”senior”, blandt andet som mangeårig formand for menighedsrådet for Kirken i Hinnerup. Men hans engagement i lokalt netværksarbejde har også ført til initiativer som Hinnerup Musikskole, foreningen Hinnerup Mødes og formandsposten for Odder Gymnasium. Desuden har han gennem årene været aktiv i en stribe lokale fællesskaber som beboerforening, vandværk, brugs og forsamlingshus.

På generalforsamlingen vil formanden Kurt Langkjær redegøre for den klart stigende aktivitet blandt Favrskov-afdelingens ca. 1000 medlemmer. Og der vil blive mulighed for at kommentere aktiviteterne, som omfatter både motion, foredrag og hyggeligt samvær, ligesom der vil være plads til forslag om nye aktiviteter.

Generalforsamlingen finder sted i Høsthuset, Mejsevej 1 i Hadbjerg 6. marts kl. 19.