Bliv ny-bi-gynder i biavl
Hvis du er til store naturoplevelser og selvforsyning, så bør du overveje et begynderkursus i biavl.
Foråret venter lige om hjørnet, og de første forårsbebudere er begyndt at titte frem. Snart går det løs med biernes summen, når de flittigt bestøver blomsterne i haverne, på markerne og i naturen.
Foråret er også startskuddet for begynderkurser i biavl. Og i Hammel og Omegns Biavlerforening har de længe set frem til forårets komme, skriver foreningen i en pressemeddelelse.
»Vi har hele vinteren glædet os til at kunne slå dørene op for et nyt hold biavlere. Som ny-bi-gynder på vores kursus er du garanteret to ting: Enestående naturoplevelser og engagerede undervisere, som sikrer, at du kommer rigtig godt i gang med biavl. Det er ikke svært at lære biavl, men det er vigtigt, at du lærer det fra grunden, og det hjælper vores engagerede undervisere med,« siger Gert Pedersen Aamand formand for Hammel og Omegns Biavlerforening.
På kurset vil du blandt andet få svar på, hvordan et samfund med 50.000 bier kan arbejde sammen for et fælles bedste, og hvordan de indbyrdes kan kommunikere med hinanden. Har du nogensinde tænkt over, hvad bierne egentlig laver, når de bestøver blomster? Og hvordan finder bierne overhovedet frem til blomsterne?
»Det er en helt særlig oplevelse at passe en bifamilie og følge dens liv og færden i løbet af året. Man bliver opmærksom på naturen på en helt anden måde. For eksempel lægger man i højere grad mærke til, hvilke planter der gror i nærheden af bistadet og så er man jo lige nødt til at studere blomsterne for at se, hvilke insekter som besøger den,« siger Christina Mikkelsen, der var med på begynderkurset i 2023.
Kurset i biavl begynder torsdag 14. marts klokken 19. i Gjern Kultur- og Idrætscenter. Tilmelding skal ske senest søndag 3. marts til Poul Fjeldsted på mail fjeldstedpoul@gmail.com eller telefon 23 21 89 94.