Fortsæt til indhold

»74.000 er ikke en herregård, men det klinger efterhånden lidt hult, når Socialdemokratiet kritiserer os«

Er det et »tudetosset« aftalebrud, eller sund fornuft, at kommunalbestyrelsens største parti ikke vil være med til at spare penge på græsklipning?

Samfund

Spørgsmålet om udlicitering af kommunale opgaver er et af dem, der tydeligt deler vandene i kommunalbestyrelsen i Norddjurs Kommune.
Faktisk mere eller mindre lige midt igennem det hesteskoformede siddearrangement i byrådssalen, så den blå og røde fløj rigtig kan stå helt stejlt over for hinanden.

Det viser blandt andet den seneste sag, hvor der på det seneste kommunalbestyrelsesmøde 16. januar skulle tages stilling til, om og græsklipning i kommunen skal udliciteres.
Sagen blev behandlet som et lukket punkt, som Lokalavisen har fået aktindsigt i.

Den fortæller, at forslaget om at udlicitere opgaven blev droppet, da der i kommunalbestyrelsen var stemmelighed. 13 for fra henholdsvis Venstre, Konservative, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti og 13 imod fra Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten. Dermed bortfaldt forslaget.
At der var stemmelighed skyldtes, at Danmarksdemokraternes Diana Therese Mikkelsen var fraværende til mødet.

Flere tudetosserier

Udbuddet af opgaven viser ellers, at kommunen havde mulighed for at spare 74.000 kroner om året, hvis et privat firma overtager græsklipningen.
Det er ikke mange penge i et kommunalt budget. Men netop størrelsen på beløbet fortæller, at de to fløje ikke rigtig har tænkt sig at rykke sig på deres synspunkter.

Det er blot få uger siden, Socialdemokratiet i skarpe vendinger kritiserede de borgerlige partier for at godkende udliciteringen af rengøring i kommunen. Det på trods af, at det private firma, der overtager opgaven, tilsyneladende godt 100.000 kroner dyrere end den pris, kommunens egne folk klarer opgaven for i dag.

»Tudetosset,« blev beslutningen blandt andet kaldt.

Benny Hammer, Konservative Folkeparti

Det forskellige synspunkter sætter Konservatives Benny Hammer ord på. Han havde gerne set opgaven med græsklipning udliciteret til en privat aktør.

»Det er jo ideologi i forhold til, hvad man synes, der er en kommunal opgave. Når det kommer til for eksempel børn og ældre, så har jeg ikke lyst til at udfordre det på samme måde, men med græsklipning er vi inde i et område, der ikke er kernevelfærd. Det vil vi gerne udfordre, når vi får chancen for det, så vi netop kan få mere fokus på velfærden,« siger Benny Hammer og uddyber spørgsmålet om udlicitering.

»Det skiller vandene, om man er socialdemokrat eller konservativ. For os handler det om at gøre det bedst og billigst, og her har vi i hvert fald et eksempel på, at det kunne gøres billigere at anvende en privat entreprenør, så den her beslutning må jo også kaldes tudetosset,« siger Benny Hammer.

Bekymring for medarbejdere

Hos Socialdemokratiet kan Niels Basballe godt følge det hultklingende paradoks i, at partiet den ene dag kritiserer den borgerlige fløj for at vælge et dyrere tilbud for selv at gøre det samme den næste dag.

Niels Basballe, Socialdemokratiet

»Jo, det kan man godt sige,« konstaterer Niels Basballe.

»Men jeg har en skepsis over for udlicitering, for vi hører gang på gang, at de medarbejdere, der bliver virksomhedsoverdraget, så ender det alligevel med, at de ikke kan beholde deres arbejde. Derfor er min indgangsvinkel, at vi har nogle dygtige og dedikerede medarbejdere, og der mener jeg bare ikke, at 74.000 kroner i besparelse batter noget i forhold til den velfærd, de står for, eller om de medarbejdere i øvrigt kan fortsætte i deres vante omgivelser,« uddyber Niels Basballe.

Aftalebrud?

Den socialdemokratiske skepsis over for udlicitering er ikke ny. Niels Basballe undslår sig da heller ikke, at det langt hen ad vejen bliver et ideologisk spørgsmål fremfor at spare relativt få penge.

Det er nok i virkeligheden årsagen til, at udlicitering så længe har været et tema i Norddjurs Kommune.

Da Venstre i 2019 gik med i kommunens budgetaftale, var en af partiets betingelser, at udlicitering på en række af kommunens driftsområder skulle undersøges.
Mens den røde fløj af kommunalbestyrelsen stadig havde flertallet, blev det imidlertid flere gange stemt ned at sætte en proces for udlicitering i gang. Da flertallet skiftede efter kommunalvalget i 2021, kom der gang i hjulene, og i april sidste år godkendte kommunalbestyrelsen at udbyde opgaverne med græsklipning, rengøring og strandrensning.
Det skete dog med det snævrest mulige flertal på 14-13.

Det bemærkede Liberal Alliances Jens Meilvang blandt andre ved beskylde Socialdemokratiet for aftalebrud.

»Jeg kan tydeligt huske, hvorfor den her sag overhovedet er på, og det er, fordi Venstre gik med i et budget for nogle år siden, som var lidt svært for Socialdemokratiet, og det eneste Venstre fik ud af det var, at nogle områder for udlicitering skulle prøves af. Jeg kan huske, at jeg her stod og sagde, at det kommer Socialdemokratiet aldrig til at stemme for, men I (Socialdemokratiet, red.) rejste jer op og sagde, at selvfølgelig gør vi det, for det er en del af en aftale. Som jeg ser det, er det et aftalebrud, at I nu afviser det, og jeg håber, der er nogle Venstrefolk, der føler sig en lille smule snydt, hvis Socialdemokratiet ikke stemmer for,« sagde Jens Meilvang dengang i debatten.

Det er også lidt af den følelse, Venstres formand for miljø- og teknikudvalget Niels Ole Birk nu står med, efter muligheden for at udlicitere græsklipningen glippede.

Niels Ole Birk, Venstre

»Det var jo den måde, vi bed os fast i bordkanten ved det budget og kunne se os selv i forliget, fordi vi kiggede hinanden i øjnene og aftalte, at vi prøver udlicitering af. Så gør det mig da lidt ked af det, når vi nu står med muligheden for at udlicitere med en besparelse, og så siger man alligevel nej,« siger Niels Ole Birk og uddyber:

»74.000 kroner er ikke en herregård, men det klinger da hult, når Socialdemokratiet kritiserer os for at gennemføre udliciteringen på rengøring, bare fordi vi kunne. Den kan vi vende om og konstatere, at der nu bliver sagt nej, bare fordi man kan. De kaldte det vist tudetosset. Det må jeg også sige, at det her er,« mener Niels Ole Birk.

Oprigtigt ment

Socialdemokratiet har tidligere redegjort for deres syn på aftalen.
Partiets gruppeformand Lars Møller noterede således, at aftalen var, at der skulle udarbejdes et oplæg om mulighederne for udlicitering på driftsområdet.

»Men det er jo ikke det samme som at stemme for det, vi når frem til, hvis det ikke giver mening,« sagde Lars Møller i debatten sidste år.

Det er også den holdning Niels Basballe læner sig op ad. Han mener ikke, at Socialdemokratiet er løbet fra en aftale.

»Jeg var ikke selv med i forhandlingerne, og jeg kan huske, at jeg var betænkelig ved formuleringen, men det var selvfølgelig oprigtigt ment, at vi gerne ville være med til at kigge på det. Det har vi også allerede gjort ved udliciteringen af rengøringen, og det er jo helt fair politisk behandling, at de borgerlige partier gennemfører det, fordi de har flertallet. Det havde de ikke i denne sag. Så falder forslaget, og vi fastholder det, vi har,« konstaterer Niels Basballe.

Forvaltningen i Norddjurs Kommune har valgt at dele udbuddet af opgaven med græsklipning op i tre delaftaler. 1: Sportsplæner, 2: vejrabatter på landet og 3: vejrabatter i by, parker og ubebyggede grunde.

Det var således delaftale nummer 2, der blev afvist på kommunalbestyrelsesmødet i januar.