Fund af lattergasflasker vækker bekymring i Aarhus-forstad
På en gåtur fandt Pernille Vendelboe 19 tomme- og halvtomme lattergasflasker på en parkeringsplads. Fundet bekymrer hende. Lattergasflasker, der egentlig er til industrielt brug, bruges også som rusmiddel, og hun frygter, at »faren ved brugen undervurderes«.
»Jeg bliver bekymret …«
Sådan starter Pernille Vendelboe et facebookopslag. I opslaget er vedhæftet et billede af 19 tomme- og halvtomme lattergasflasker. Alle sammen nogle, hun søndag den 11. februar fandt på en parkeringsplads i en forstad til Aarhus.
Lattergasflasker, der er udviklet til industrielt brug og blandt andet bruges til flødeskumssifoner, bliver også anvendt som rusmiddel. Pernille Vendelboes fund bekymrer hende både som borger og som mor.
Den 11. februar var Pernille Vendelboe på en gåtur i Tranbjerg. Hun er med i foreningen En for holdet, der består af en gruppe frivillige, som jævnligt mødes og samler skrald fra gaderne i Aarhus og omegn. Derfor er Pernille Vendelboe altid opmærksom på skrald, også når hun, som tilfældet var her, blot er ude at gå med sin hund.
At finde skrald på gaderne er altså ikke nyt for Pernille Vendelboe. Heller ikke at finde tomme- og halvtomme lattergasflasker.
»Jeg har normalt ikke lagt billeder op, når jeg har fundet et par flasker. Men omfanget her bekymrer mig,« siger Pernille Vendelboe, der siden søndag har fundet flere lattergasflasker samme sted. Denne gang fik hendes fund hende til at lave opslag i facebookgruppen Borgere i Tranbjerg.
Jeg håber, at flere begynder at tale om, at der er et problem, og at det altså ikke er den samme lattergas, som man får ved tandlægen.Pernille Vendelboe, Tranbjerg
Pernille Vendelboe er selv mor til store børn, og som mor frygter hun, at de, der tyr til lattergas som rusmiddel, undervurderer, hvor farligt det er. Nu håber hun, at hendes opslag kan være med til at gøre opmærksom på problemet:
»Jeg tror, at vi skal gå via oplysningsvejen frem for lovgivningsvejen. Jeg håber, at flere begynder at tale om, at der er et problem, og at det altså ikke er den samme lattergas, som man får ved tandlægen. Hvis det var mine egne børn eller nogle af deres venner, vil jeg have det forfærdeligt,« siger hun.
En kort og farlig rus
Sundhedsstyrelsen oplyser på sin hjemmeside, at lattergas giver en rus, der kan minde om at blive fuld af alkohol. Man bliver svimmel, får usikre bevægelser, bliver opstemt og vrøvlende. Rusen varer 1-2 minutter, hvilket kan få nogle til at gentage inhaleringen for at opnå en længere rus. Styrelsen oplyser, at der ved inhalation af gassen kan opstå iltmangel, fordi gassen fortrænger ilten i indåndingsluften. Vedvarende inhalation kan i yderste konsekvens medføre dødsfald, fordi mangel på ilt kan betyde, at man bliver kvalt.
Det har siden den 1. juli 2023 været ulovligt at besidde og sælge lattergas som rusmiddel. Siden da har ulovlig besiddelse kunnet udløse en konfiskation af lattergassen samt en bøde, hvis størrelse er afhængig af mængden.
En tendens?
Foreningen En for holdet har alene i 2024 foreløbig fundet mere end 500 lattergasflasker i Aarhus og omegn. Til sammenligning fandt de sidste år i alt 1.200 styk.
Pernille Vendelboes fund af lattergasflasker i Tranbjerg bekymrer også afdelingsleder i rusmiddelteamet ved Ungecenter Social og Fællesskaber (USF) Dean Mikkelsen:
»Vi bekymrer os altid, uanset hvad det er, der bliver fundet. Jeg kan godt forstå, at man bliver overrasket over at finde så mange lattergasflasker,« siger han.
I rusmiddelteamet ved USF i Aarhus Kommune oplyser de på skoler og uddannelsesinstitutioner om brug og farer ved de forskellige rusmidler, som er i omløb. Herunder lattergas.
De ser, ifølge Dean Mikkelsen, sjældent, at lattergas er det primære misbrug. Oftere ser de, at lattergas er en del af et blandingsmisbrug.
»For de unge, vi taler med herinde, er det oftest startet med, at man har prøvet det til en fest. Vi ser, at det er noget, man tyr til, måske for bedre at kunne klare skoledagen. Afhængigt af, hvordan de unge trives, kan det udvikle sig til et dagligt forbrug,« siger Dean Mikkelsen.
USF laver oplysningsarbejde for netop at forhindre de unge i at ty til blandt andet lattergas. Ifølge Dean Mikkelsen ser de ikke nogen speciel stigning i brugen af lattergas.