Da fjernvarmen kom: Jeg mistede min postkasse til en kassevogn, kørte på nødstrøm og fik knust soklen af en gravemaskine

Jeg har aldrig oplevet et bedre naboskab, efter at blandt andet en postkasse blev kørt over og sortsvedne strømkabler drænede mit hus for strøm i en uge, for ikke at nævne de overgravede vandrør med dertil hørende oversvømmelse af vores vej.

Forrige vinter fik vi naboer pludselig en fælles fjende, og der kom noget at tale om over hækken, i sofaerne og langs den udgravede rende, hvor fjernvarmerørene skulle puttes ned i.

For nedlæggelsen af fjernvarmerør ramte min vejs beboere som en tsunami i form af det, som jeg vil kalde orangeklædte folk med alt for upræcise bevægelser i deres store maskiner.

Vi kunne gysende og undrende fortælle hinanden om ødelagte eller frostsprængte vandrør, hvor åbningen ned til kloakken medførte en invasion af rotter, vandskader i bryggerset og vandrør tæt på muren, der blev boret igennem, fordi der skulle gøres plads til fjernvarmerør indendørs.

Vi er ti huse på vejen; de syv blev ramt af fjernvarmens indtog.

FZZZT!

Vi begynder med trumfen, der slog alle de andre naboers kvaler med længder og gav sammenhold henover renden i asfalten.

Jeg mindes stadig følelsen af at sidde ved computerskærmen og skrive en artikel med et tæppe omkring mig, mens jeg kunne høre entreprenørens tunge maskine køre henover den grusfyldte rende, der endnu ikke var asfalteret igen.

I renden havde de proppet fjernvarmerørene ned for lidt mere end en uge siden.

På det tidspunkt havde vi stadig strøm i huset. Men kun på en af de tre faser, der skal forsyne et hus med strøm. De foregående dage røg først den ene, så den anden fase, og nu kørte vi på nødstrøm og ikke meget varme.

Jeg havde desperat allieret mig med elektrikere, der skulle fejlsøge og finde fejlen. Men deres udstyr var booket flere dage frem, så jeg måtte pænt vente. Og jeg var helt sikker på, hvor fejlen lå. Nemlig på det sted, hvor fjernvarmefolkene lige havde gravet, og hvor strømkablet til mit hus krydsede vejen.

Men folkene i gravemaskinerne ville ikke grave det sted, jeg og elektrikeren pegede på, før der var beviser på et brud. Det kunne jo være på min egen grund, lød det.

Fzzzt.

Det var ugen op til jul. Og der røg resten af strømmen.

Den tunge maskine maste en uheldigt placeret sten endnu tættere på vores strømkabel under vejen, viste det sig bagefter. Det fik kablet til at sige fra og blive helt sort.

Det blev til et fromt ønske om blot at have strøm til ovnen, så vi kunne få andesteg juleaften og måske lige klare os med en slat nødstrøm og lidt varme, så resten af familien også ville fejre juleaften med os.

Vi nåede heldigvis at få fuldt blus på igen.

Nedlagt postkasse

Naboernes og min snak begyndte for alvor lidt tidligere på måneden.

Jeg kunne underholde med, hvordan min postkasse blev tromlet ned af en underentreprenørs kassevogn, der blot kørte videre, og hvordan jeg og konen måtte trawle rundt på vejene omkring os for at få ham til at sætte en ny op.

For lågen på postkassen blev mast så grundigt sammen, at buddet, der går med Din Avis, aldrig ville kunne finde vej til den sultne postkassemave igen.

Et par dage senere forsøgte en genbo at overtrumfe mine genvordigheder, da han med en times varsel fik at vide, at nu skulle der bores hul ind til hans bryggers.

Efter at han svedende og meget forpustet havde nået at fjerne et skab fra ydervæggen og desperat fik tømt dens indhold over hele stuen, gik boremanden i gang. Det endte med et hul i rørene og et større reparationsarbejde. Næsten det samme skete for min nabo ved siden af et par dage senere. Her undlod man at frostsikre rørene, så dagen efter havde de skjulte og sprængte rør i væggen oversvømmet bryggerset.

Rotterne kommer

Længere oppe ad vejen fik en husejer knust et par af sine kloakrør af beton i indkørslen. Det viste sig senere, at rotterne derefter vrimlede op af hullet og gav kommunens rottefanger nok at lave de kommende måneder.

En anden genbo forsøgte at slå mine bekymringer med det cementaffald, der blev smidt i hans kloakbrønd.

På trods af at ingen andre end underentreprenørens folk havde befundet sig på hans matrikel den dag, ville ingen fjerne det eller erkende, at det var sket. Så det måtte han selv rette op på.

Det var i øvrigt foran hans hus, at gravemaskinerne ramte vandrørene og skabte en sø af vand en frostkold decemberformiddag.

Nødstrøm i en uge

Og så tog jeg trumfen tilbage, for netop den dag skulle de tilkaldte elektrikere ellers have dokumenteret, at de selvsamme gravemaskiner og gravefolk ved et uheld havde ødelagt det strømkabel, der leverede strøm til min husstand.

Mens vandet fossede ned ad vejen, kunne elektrikerne med deres fine måleudstyr i hænderne fortælle, at de ikke turde tjekke fejlen denne dag. De ville naturligvis ikke risikere at få stød.

Derfor måtte jeg og min familie vente en dag mere med at få bevist, at det var gravefolkenes sløsede opfyldning af renden til fjernvarmerørene, der havde medført, at jeg på sjette dag kørte på nødstrøm.

Sokkelknuseren

I starten af 2024 fik jeg igen noget at fortælle naboerne, da der skulle graves en rende til fjernvarmerørene igennem min have og hen til bryggerset. Her kom en gravemaskine for tæt på. Det medførte en knust sokkel i mit udhus og en ødelagt tagrende ved gavlen på huset.

Tænk, at en gravemaskine kan nå to meter op i højden til højre, for derefter at komme helt ned til jorden i nederste venstre side. Og begge steder ødelægge noget.

Det skal tilføjes, at alle skaderne på mit hus er blevet repareret, og at jeg i sidste omgang ikke selv endte med håndværkerregninger og dyre materialer. Regningerne endte hos underentreprenørerne.

Men det var kun takket være min egen ihærdighed. Og nu ved jeg alt om rørføringer, der burde have været kortlagt i et program, der kaldes LER. Og om at tage imod al den rådgivning fra forsikringsselskabet, du kan få. Og ikke mindst at holde øje med de orangeklædte arbejderes mindste bevægelser, så du i forvejen kan forudse det næste mulige ødelæggende træk fra deres side.

Tak for alt

Det, der fyldte mest dengang, var irritationen og frustrationen over, at underentreprenøren nægtede at lytte og selv rette op på fejlen.

I dag er jeg mest taknemmelig over, at naboerne med største selvfølge sagde ja til, at vi måtte låne nødstrøm hos dem. Elektrikeren trak et kabel fra vores HFI-relæ over til et strømstik i deres garage. Det var vores livline.

Fjernvarmens indtog har i den grad styrket naboskabet på vejen. Det har givet varmen på mange måder.

Jeg er så heldig, at vi både har strøm, internet, vand og varme.

På samme tid endda.