Syv røverkøb i vest: Her er de billigste boliger i Norddjurs
Drømmen om hus og have behøver ikke at koste spidsen af en jetjæger.
10.905.000 kroner
Så stor er forskellen på den billigste og den dyreste bolig i Norddjurs Kommune.
Der er nemlig masser af muligheder på boligmarkedet i Norddjurs Kommune, selv hvis budgettet er stramt.
Uanset om du drømmer om noget indflytningsklart, spejder efter et godt håndværkertilbud eller bare er nysgerrig, så er det noget for enhver smag.
Derfor dykker her vi ned i listen over de billigste boliger på markedet i Norddjurs Kommune lige nu.
Masser af potentiale
Alle husene på denne liste kan erhverves for under en halv million kroner.
Det billigste hus på markedet I Norddjurs Kommune ligger i Grenaa og kan erhverves for sølle 95.000 kroner.
I den vestlige del af kommunen er der dog også flere spændende boliger at finde – især hvis du har hænderne skruet godt på.
Det billigste hus på boligmarkedet i vest lige nu ligger i Ørsted. Her får man 114 kvm. bolig i tre plan med have for 100.000 kroner. Det kræver dog lidt knofedt at udfri potentialet i ejendommen.
»Det er et klassisk håndværkertilbud. Du kan ikke bo i den, som den er nu, så der skal man i den grad have hænderne skruet rigtigt på. Det er en ramme af mursten som man selv skal have bygget op efter vandskade,,« fortæller Jacob Stensgaard, der er indehaver af Nybolig Jeppesen & Sørensen.
Prisen tager et lille nøk opad til de næste huse på listen. I Veggerslev får du 95 kvm. og fire værelser for 295.000 kroner. Og på Brashøjvej 3 i Ørsted får du 129 kvm. og tre værelser for 350.000 kroner.
Her er tale om en mellemting mellem de dyreste og de billigste på listen.
»Brashøjvej 3 er mere indflytningsklar, og der skal slet ikke bruges de samme kræfter. Den skal have en klat maling, men ellers kan man bo i den som det er, og så er der selvfølgelig potentialet til at lave renoveringer, hvis man ønsker.«
Bindingsværk og stråtag
Det er måske ikke overraskende, men jo længere vi når op på listen, jo mindre arbejde kræver husene.
I Ørsted finder man et nedlagt landbrug med godt tre tønder land for 350.000. På Langvadvej 7A i landsbyen Holbæk ved Randers fjord kan man for 395.000 kroner få både 121 kvm. bolig, tre værelser og en stor grund på hele 3.815 kvm med to drivhuse.
Et godt stykke østpå – på Hovedvejen 115 ved Løvenholm Skovene – ligger et på mange måder historisk hus. Det røde bindingsværkshus med stråtag er nemlig opført i 1825, men er løbende renoveret og vedligeholdt.
For 475.000 får man 80 kvm., et værelse og en grund på 1520 kvm.
»Hovedvejen 115 er en helårsbolig, men den er tænkt en lille smule som sommerhusbolig faktisk. Det er jo et romantisk med stråtag og det egner sig godt til en fritidsbolig,« fortæller Jacob Stensgaard og uddyber.
»Den koster jo en fjerdedel af hvad et sommerhus gør. Et klassisk parcelhus ikke så interessant som fritidsbolig, men med stråtag og bindingsværk køber man lidt ind på en stemning.«
Selvom boligpriserne er stukket af de seneste år, er der altså alligevel gode muligheder at finde på markedet.
Har du et tip til nogle spændende ejendomme i kommunen, som du godt kunne tænke dig at vide mere om? Så skriv til os på: red.grenaabladet@lokalavisen.dk