Unimec bygger ny montagehal
Automations- og ingeniørvirksomheden Unimec udvider fabrikken med en tredjedel.
Der er nok at se til hos Langå-virksomheden Unimec, der er vokset ud af deres fabrikslokaler. En længere vækstperiode har skabt travlhed i fabrikshallerne, der nu udvides med hele 33 procent i form af 1000 kvadratmeters ny montagehal og kontor. Det skriver virksomheden i en pressemeddelelse.
»Vi havde troet, at vi ville have masser af plads herude i mange år. Men vi har maxet ud og har simpelthen ikke kunnet håndtere flere ordrer grundet pladsmanglen. Så vi tror på, at vi kan vækste yderligere, når hallen står færdig til sommer, og vi har plads til det,« siger Lasse Taulborg Madsen, der er direktør og partner hos Unimec.
Virksomheden flyttede til den nuværende adresse i 2016 og beskæftigede dengang 12 mand, der i dag er blevet til 32 – en tilvækst, der er kommet inden for de seneste to til tre år.
Den nye montagehal kommer til at fylde 600 kvadratmeter og skal bruges til at bygge og levere større maskiner og anlæg, mens kontorfaciliteterne udvides med 400 kvadratmeter. De mange ekstra kvadratmeter giver også plads til nye medarbejdere.
»Vi forventer bestemt at skulle øge medarbejderstaben med byggeriet både med flere ingeniører, softwarefolk og montører. Lige nu er vi der, hvor vi ikke kan være i kantinen alle sammen på samme tid. Derfor har vi været nødt til at udvide. Det har krævet tålmodighed fra vores medarbejdere, og dem vi vil selvfølgelig gerne give gode forhold og takke for have været med på vækstrejsen,« lyder det fra Lasse Taulborg Madsen.
For 2023 og 2024 har Unimec budgetteret med nulvækst, også grundet pladsmanglen, og det nye byggeri, der beløber sig til 8,2 millioner kroner forventes at stå færdigt sommeren 2024. Virksomheden regner med at vækste igen i 2025.