Det begyndte med brandslukkere

Da vi flyttede her til Sølille ved kanten af Korup Sø i 1984, var en af vore naboer Oldmosegården, en kilometer mod øst ved Kolindvejen. I 1991 brændte den. Hverken dyr eller mennesker kom til skade, stuehuset blev også reddet.

Tre år efter rejste der sig en ny gård på stedet, og da var der nogen, der spærrede øjnene op. Dette var ikke en gård, det var en herregård, kæmpestor, hvide mure, rødt tegltag, og snakken gik. Der skal være syv badeværelser, sagde den ene. Ni, sagde den anden, og så ikke mere, for det er for overvældende i sådan et ydmygt hjørne af Djursland.

Det var Erik Nymann, der var vendt hjem. Nu kunne han efter 40 års venten realisere drømmen om den brede trappe –endda på den fædrene jord.

Jeg besøgte ham og snakkede med ham, selv om han ikke var meget for at komme i avisen.

»Det begyndte, da jeg var 13 år og handlede med fjernsyn. Det var i 1960, der var olympiade, og så cyklede jeg rundt i området og solgte fjernsyn for en radioforhandler i Århus. Jeg havde et katalog med, og jeg solgte mange. Selv skoleinspektøren i Kolind købte et.

Året efter begyndte jeg at lave diskotek i Ebdrup forsamlingshus. Det hed ungdomsgilder dengang, og jeg købte båndoptager og grammofon og forstærker og pølsekoger og stod for det hele. Jeg lånte min fars Fordson Dexta med en kasse bagpå og kørte rundt med grejet. Det gik strygende, og jeg tjente 35 kr. om ugen ved det.

Senere kom jeg i lære i Kolind Tømmerhandel. Da var der kommet et nyt redningskorps i byen, der hed REKO, og så fik jeg et fritidsjob, hvor jeg cyklede rundt og tegnede abonnementer. Hver aften og weekend i flere år.

Men så skete der det, at to unge piger i Viborg brændte inde i en bil. Dagen efter stod der i alle aviserne, at hvis de havde haft en brandslukker i bilen, kunne de have reddet livet. Og så tænkte jeg ups, brandslukker, og gik ned til redningskorpset og sagde, at vi skulle sælge brandslukkere. Det kunne jeg gøre, når jeg kørte rundt på min Lambretta og solgte abonnementer. Men så siger han, at det vil han ikke have noget med at gøre, det må du selv finde ud af.

Sådan startede det hele, for så lavede jeg et firma, der hed ’Handel med sikkerhedsbetonet udstyr for autobranchen’. Det var i 1968, og jeg fik min første person ansat. En skoleelev, der kom og lukkede op klokken to.

Men jeg måtte jo give en forbistret pris for de brandslukkere, og da jeg sagde det til leverandøren, sagde han, at hvis jeg købte 25, kunne jeg få dem til bedre pris. Det gjorde jeg så, og sikkerhedsseler og advarselstrekanter, og i 69 købte jeg et hus og fyldte kælderen med varer, og så flyttede jeg sammen med Rie, men så sagde hun, at alle de olietønder i kælderen og tændrør i klædeskabene, det gad hun altså ikke, og så byggede jeg, og så kørte det.

Men det var brandslukkerne, der begyndte. Nogen gange tegnede jeg abonnementer i Århus, og det var et eldorado. Man kunne jo bare stille scooteren og ta’ dem på stribe, ringe på og goddav, og et kvarter efter var du ude, og du havde ikke snydt nogen.

Så fik jeg bil, og det var fordi jeg var ude på scooteren og kom forbi en vognmand, der sad fast et sted med sin lastbil, og jeg tænkte hov, han sidder fast. Og så kørte jeg op til ham om aftenen og sagde, at du sad da vistnok fast i dag. Ja, for dælen, sagde han, det var et værre tabernakel, jeg havde ti traktorer til at hive mig op. Og så sagde jeg, at du skal da bare ha’ det her abonnement, og han sagde ja lige med det samme, for han gad ikke sidde fast mere.

Den aften tjente jeg en månedsløn, 1200 kr. Og købte en gammel folkevogn.

Jeg har for resten også solgt strømpebukser og stramaj. Det var fordi jeg kom over til en manufakturhandler i Mørke, Jakobsen hed han, og så kom vi ned i kælderen, hvor jeg skulle hjælpe ham med at rense et gevær. I et hjørne lå der en stak frasorterede varer, du ved. Et hav af stramaj, den med fiskeren og den med skibet, og så et bjerg af strømpebukser. Hvad skal du ha’ for det, spurgte jeg. Hvad vil du gi, svarede han. 500 kr. og du får ikke pengene, før det er solgt, svarede jeg. Det er dit, sagde han.

Så fyldte jeg det hele i tre store kufferter og kørte ud på Mols, og jeg siger dig, det blev revet væk. Kvindfolkene var tossede med det stramaj. Jeg fik godt nok at vide, at strømpebukserne ikke var så gode, at bunden sad for langt nede, men jeg tjente bunker af penge, og ingen blev snydt. For det lærte jeg af min far. At det er godt at lave en god handel, men man skal aldrig snyde nogen.«

Han lærte ham også, at man aldrig skal bruge penge, før man har tjent dem. Det var jo derfor, at han igennem årene stille og roligt kunne udvide og oprette sin ’Nymann Autoparts, der blev stor, men aldrig for stor. Det var også derfor, at han blev formand for handelstandsforeningen i Kolind og i tidens løb købte tømmerhandelen og seks detailforretninger, der var ved at lukke. For hans hjerte bankede for så meget , men mest for den by, der har givet ham så meget.

Og den brede trappe – den kommer her: »Jeg har nok været ti år og var på sommerferie hos en onkel, der arbejdede på et gods ved Slagelse, der hed ’Valdemarskilde’. Det var fantastisk med femten piger ansat og lige så mange karle, og allerede dengang tænkte jeg, at når det engang byder sig, vil jeg ha’ sådan et hus med sådan en bred trappe.

Og så købte jeg mit barndomshjem, da det blev muligt i 1994. Og vidste præcist, hvad jeg ville. 300 kvm., tre etager, hvidt med tegltag, dannebrogsvinduer, helt enkelt. Ansatte en bestyrer til at passe jorden og dyrene, fordi det jo stadig er en bondegård.«

Sådan fortalte Erik Nymann dengang, og han nåede at få 30 gode år på sin bondegård med den brede trappe. Da jeg besøgte ham ved juletid, sad vi endnu engang og røg og sludrede i timevis, og han var stadig den rare, beskedne, altid venlige nabo, der glædede sig til endnu en jul med hund og familie. Nu er han død, og æret være hans minde.