Nye legedyr vækker begejstring blandt dagplejere: »Det giver ekstra liv på legepladsen«
Fire nye legestationer har indtaget Spættehuset i Auning. Det skyldes en helt særligt støtteforening.
Gravkøer, en rutsjebane eller en kravle-igennem-larve.
Der er nok af muligheder at vælge imellem for dagplejebørnene i Auning. Dagplejen Spættehuset i Auning har nemlig lige modtaget fire nye legegenstande til huset.
Det har skabt glæde i huset, hvor 18 dagplejere fra Auning og omegn ugentligt kommer for at have det sjovt.
»Det er fedt med noget nyt! Vi samlede det sammen med børnene. Det er lidt ligesom at åbne en julegave for dem tror jeg. Det er det også for os,« fortæller dagplejer Malene Jensen.
Efter den første måneds tid er der dog en tydelig favorit blandt børnene.
»Gravkøerne. Det er et hit for alle både piger og drenge!«
Det havde dog ikke været muligt at tilføje mere legeudstyr til samlingen uden støtte fra en helt speciel lokal forening.
Temadagpleje
Der er 18 dagplejere og ca. 70 børn i Auning og omegn.
Alle 18 dagplejere er dog sjældent i Spættehuset, som også kaldes heldagslegestuen, på samme tid. Typisk er dagplejerne og børnene nemlig i Spættehuset i mindre grupper ad gangen.
»Så har vi en struktureret dag, fordi vi kender og børnene kender hinanden og lærer at danne relationer hernede. Det er også gavnligt, når de skal videre i børnehave, at de har prøvet at være i en større gruppe. Til daglig har vi kun omkring fem børn i eget hjem,« siger Malene Jensen.
Dagplejerne har også lavet noget de kalder temadagpleje. De 18 dagplejere er fordelt i tre grupper af seks med hver deres tema.
»Vi er opmærksomme på at inddrage vores temaer, når vi er sammen. Jeg er musik, Så er der DGI’er – motorisk, gymnastik, osv. Og så har vi en, der hedder grønne spirer, som mere naturdagpleje og sådan.«
Nu har de dog fået nogle ekstra elementer at lege med i form af to gravkøer, en rutsjebane, en kravleigennem-orm og en indendørs aktivitetsvæg, de kalder pilfingervæggen.
»Smadder heldige«
De fire nye legegenstande har Spættehuset fået doneret af støtteforeningen Bodia. Det er en forening, der har til formål at skaffe midler til støtte for børnehaverne og dagplejen i Auning og omegn.
»Vi har søgt ved Bodia før. Jeg søgte for en tre år siden sidste gang, hvor vi også fik, hvad vi ønskede. Vi finder noget, vi godt kunne tænke os, og så siger de no eller go, og så skal vi selv handle det ind,« fortæller Malene Jensen.
Der var dog masser af legeredskaber i Spættehuset i forvejen, så spørgsmålet er, hvorfor det overhovedet betyder noget med de nye redskaber-
»Som jeg sagde før, så betyder det jo noget, at de har noget nyt og spændende. Og legetøj bliver jo også slidt med tiden,« forklarer Malene Jensen og uddyber.
»Det er bare fedt at kunne søge et sted, hvor vi kan få noget mere og noget nyt. Det betyder meget. Det giver os en mulighed for at gøre noget ekstra for børnene. Også betyder det også noget at have et opland, der bakker op. Folk ved jo, at når de støtter Bodia, så støtter de områdets børn.«