Ny udstilling koster 18 millioner: Det Grønne Museum vil præge fremtidens fortælling med en stor bid af fortiden
Internationalt anerkendte arkitekter vinder udbud om ny udstilling.
JAC Studios og Heijmerink Wagemakers har vundet EU-udbud og arkitektkonkurrence om etableringen af den nye hovedudstilling til Det Grønne Museum på Djursland.
Udstillingen ”Det Grønne Museums Danmarkshistorie” dækker perioden fra 1950-2025 og vil koste 18 mio. kr. at etablere.
Det skriver museet i en pressemeddelelse.
Som Danmarks nationale museum for jagtens, skovens, landbrugets og madens kulturhistorie er ambitionen med den kommende udstilling, at den kan styrke museets vision om at gøre disse fire fagområder tilgængelige i en stor samlet fortælling for hele den danske befolkning.
Når udstillingen åbner i sommeren 2025 vil den fortælle historien fra nutiden og tilbage til tiden efter Anden Verdenskrig.
I netop denne periode har netop de valg, vi har truffet i jagten på det bedste liv, haft store konsekvenser for vores omgivelser.
De sidste 75 års historie er derfor en vigtig ballast at have med i arbejdet med at skabe en klimasikker planet med biodiversitet, der samtidig også skal kunne brødføde fremtidens generationer.
Ambitionen er at skabe en topmoderne og interaktiv udstilling, som kommer til at centrere sig om menneskets ageren i nogle af de mest skelsættende år for vores planet, lydet det fra museet.
Donationer på millioner
Visionerne i udstillingen er blevet muliggjort gennem donationer på 11 mio. kr. fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, 2 mio. kr. fra Augustinus Fonden og 100.000 kr. fra Dronning Margrethe og Prins Henriks Fond.
Sidste år blev det dermed muligt at sende det store udstillingsprojekt i EU-udbud.
Ifølge Det Grønne Museum bød arkitektfirmaer fra både ind- og udland på opgaven, men i den sidste runde var det et konsortium bestående af danske JAC Sudios og hollandske Heijmerink Wagemakers, der løb af med sejren.
Noget for enhver
Det er et samarbejde, som museumsdirektør Anne Bjerrekær ser meget frem til.
»Vi glæder os stort til at arbejde sammen med dem om at skabe en meget vigtig udstilling. Med vinderforslaget får vi en æstetisk supersmuk udstilling, hvor museets gæster kan gå på opdagelse i ikoniske genstande og gennem dem se, hvordan land, produktion og natur har ændret sig vildt i Danmark; bare i løbet af de sidste 75 år. Her bliver plads til, at besøgende i alle aldersgrupper kan finde inspiration, fordybe sig og ikke mindst se konsekvenserne af egen adfærd,« siger Anne Bjerrekær.
Vil præge fremtiden
Det passer heldigvis fint med de tanker, som Johan Carlsson fra JAC Studios gjorde sig omkring deres bud på en ny udstilling.
»Vi er meget glade for at have fået muligheden at tegne og udforme Det Grønne Museums nye og visionære udstilling. Udstillingen skal være legende og seriøs på en og samme gang. Den skal være med til at engagere os og præge samtidens debat inden for stærke traditioner, der omhandler jagt, skov, landbrug og madkultur, fortæller Johan Carlsson.
Vinderforslaget tilbyder en meget bæredygtig opbygning, hvor mange materialer genbruges og håndteres lokalt, samtidig med at det til fulde opfylder forventningerne til en moderne, interaktiv og fremtidssikret udstilling.
Går alt efter planen, står den nye udstilling klar til at tage imod gæster i maj 2025.