Fortsæt til indhold

Kun én imod: Nu skal Randers egen rolle i Nordic Waste-sagen undersøges

Kun én politiker stemte imod protestforslag om uafhængig undersøgelse af Randers Kommunes egen rolle i håndteringen af Nordic Waste-sagen.

Samfund

Randers Byråd har besluttet at sætte gang i en dybdegående, uafhængig undersøgelse for at finde ud af, om kommunens topfolk – inklusiv borgmesteren og byrådet – har begået fejl i deres håndtering af sagen om Nordic Waste.

Den beslutning kom til efter et forslag fra en bred politisk koalition, der gik uden om borgmesterpartiet Socialdemokratiet for at få sagen belyst.

Koalitionen bestod af partier og uafhængige medlemmer fra Venstre, Dansk Folkeparti, SF, Velfærdslisten, Beboerlisten, Enhedslisten samt løsgængerne Lars Axel Nielsen, Bo Ratz og Henriette Malland.

Det lille byrådsflertal på 16 trak derefter Socialdemokratiet, Radikale Venstre og Østbroen med på ideen. Kun den tidligere Venstre-politiker Jens Peter Hansen stemte imod under byrådsmødet mandag 26. februar.

Den uafhængige undersøgelse, som skal styres af kommunens borgerrådgiver for at sikre objektivitet, vil blive udført af eksterne eksperter. Deres opgave bliver at dykke ned i en række specifikke spørgsmål om alt fra miljøgodkendelser til byrådets inddragelse i sagen.

Diskussionen om Nordic Waste har også ført til andre beslutninger, såsom økonomisk støtte til de berørte borgere og en ny strategi for fremtidige tiltag.

Men vejen til beslutningen om undersøgelsen var ikke uden bump.

Flere byrådsmedlemmer kritiserede processen for mangel på inddragelse og åbenhed, hvilket skabte spændinger.

Trods kritikken er der nu bred enighed om behovet for undersøgelsen, som ses som en chance for at rense Randers Kommune for anklager og sikre, at regningen for oprydningen ikke ender hos de lokale borgere.

Der skal laves en uafhængig tilbundsgående undersøgelse af, om direktionen, forvaltningen i øvrigt, borgmesteren samt byrådet har handlet kritisabelt i forbindelse med sagen om Nordic Waste. Det har byrådet besluttet på mødet den 26. februar 2024 på baggrund af et forslag fra Venstre, Dansk Folkeparti, SF, Velfærdslisten, Beboerlisten, Enhedslisten, Lars Axel Nielsen, Bo Rats og Henriette Malland.

I forslaget er fremlagt en række forhold, som undersøgelsen blandt andet skal afdække.

Se hele forslaget om undersøgelsen

Ifølge det nu vedtagne forslag skal administrationen omkring undersøgelsen varetages af borgerrådgiveren, der er ansat direkte af byrådet. Dette for at sikre uafhængigheden. Selve undersøgelsen vil blive gennemført af en eller flere eksterne aktører og resultaterne vil blive afrapporteret til byrådet og den politiske følgegruppe.

Nordic Waste på dagsordenen

Ud over beslutningen om undersøgelsen, behandlede byrådet på mødet den 26. februar flere andre sager med relation til situationen ved Nordic Waste.

Blandt andet blev byrådet orienteret om økonomien, ligesom byrådet godkendte støtteorganisationen til borgerne i Ølst og en ny projektorganisering til håndtering og planlægning af den fremtidige indsats

Randers: Det er nødvendigt med en uafhængig, tilbundsgående undersøgelse af, hvorvidt forvaltningen, direktionen, borgmesteren samt byrådet har handlet kritisabelt i forbindelse med hele hændelsesforløbet omkring Nordic Waste.

Det mente Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti, SF, Velfærdslisten, Beboerlisten, Enhedslisten samt løsgængere Lars Axel Nielsen, Bo Ratz og Henriette Malland, som på mandagens byrådsmøde derfor fremsatte et forslag om en uvildig undersøgelse af forløbet før, under og efter jordskreddet ved Ølst.

I alt sidder forslagsstillerne på 16 ud af byrådets 31 mandater, så flertallet var sikret på forhånd. I modsætning til byrådsmødet for en måned siden, hvor ønsket om en uvildig undersøgelse også var oppe at vende.

Dengang lød argumentet fra flertallet, at tiden ikke var den rigtige. Der manglede simpelthen overblik over hele situationen for at kunne stille de rigtige spørgsmål til en undersøgelse.

Nu har piben så fået en anden lyd. Forslaget blev i hvert fald stemt igennem 30 mod én.

- Det er meget vigtigt at få lavet den undersøgelse, fordi det er måden at få frikendt Randers Kommune på. Det er vores største og bedste mulighed for at sikre, at regningen for oprydningen efter jordskreddet ikke havner hos Randers-borgerne, men hos kapitalejerne i Nordic Waste eller hos staten, lød det fra Daniel Madié fra Det Konservative Folkeparti.

Skuffet borgmesterparti

Det argument delte størstedelen af byrådssalen tydeligvis, men det krævede alligevel en del sværdslag, før forslaget blev stemt igennem.

Det var nemlig ikke alle partier, der var blevet inddraget i forslaget på forhånd - og det faldt flere for brystet.

- Vi er meget forundrede over fremgangsmåden. Hvad vil forslagsstillerne have ud af sagen? At vise omverdenen, vi ikke står sammen? Det kunne lige så godt være ført frem i den politiske følgegruppe om Nordic Waste, konstaterer Erik Bo Andersen fra Østbroen.

Steen Bundgaard fra byrådets største parti stemmer i:

- Vi stemmer selvfølgelig for en undersøgelse, men forløbet skuffer mig dybt i mit politiske hjerte. Det betyder noget for tilliden. Vi er i Socialdemokratiet meget skuffede over den måde at gøre det på. Det kommer til at præge samarbejdet i noget tid, at man agerer sådan, siger gruppeformanden for Socialdemokratiet.

Afviser kritik

Den kritik giver en af forslagsstillerne ikke meget for.

- Det er rigtig ærgerligt, at debatten kommer til at handle om processen, når så mange nu støtter forslaget. Jeg har heller aldrig blevet spurgt af Socialdemokratiet, om jeg vil være med i et forslag til byrådet, så det hele klinger lidt hult, konstaterer Frida Valbjørn Christensen fra Enhedslisten.

- Men jeg er glad for, at der et stort flertal til at få undersøgt kommunens rolle i den her sag, så vi sort på hvidt kan se, hvad der er op og ned i det hele, tilføjer hun.

Borgerrådgiver i spidsen

Forslaget til undersøgelsen indeholder 16 konkrete spørgsmål, som det politiske flertal nu ønsker afklaret.

Det drejer sig blandt andet om alt fra kvaliteten af miljøgodkendelserne og tilsynene hos Nordic Waste, til om der er udvist rettidig omhu i henvendelser om virksomheden samt byrådets manglende involvering undervejs i afværgeaktionen.

Det er kommunens borgerrådgiver, som er ansat direkte af byrådet, der skal forvalte undersøgelsen.

Dét for at sikre størst mulig uafhængighed, lyder begrundelsen.

Til gengæld fremgik det hverken af forslaget eller den lange debat i byrådssalen, hvordan undersøgelsen skal finansieres.

Én nej-stemme

Jens Peter Hansen, som blev smidt ud af Venstre tidligere på måneden, var den eneste, der stemte imod forslaget.

- Jeg går voldsomt meget ind for en uvildig undersøgelse, men vi har kun brug for én - og miljøministeren har varslet, at der vil blive lavet en tilbundsgående undersøgelse. Derfor skal vi rette henvendelse til ministeren og bede om at få kommissoriet at se, så vi kan få vores mangler spillet ind, argumenterede Jens Peter Hansen, inden han afsluttede med et ekstra svirp:

- Det andet er alene et udtryk for at vise noget politisk handlekraft. Det giver en ’feel good’-fornemmelse, som jeg godt kan leve uden.

Et flertal i Randers Byråd vil overtrumfe borgmesteren og kræver en ny uvildig undersøgelse af kommunens håndtering af Nordic Waste-sagen.

Det fremgår af et forslag, der søndag er sendt ud til medlemmerne i byrådet. Det skriver TV2 Østjylland, som er i besiddelse af forslaget.

Bag forslaget, der vil have en uvildig undersøgelse til at stille skarpt på kommunens og dens ledelses ageren i sagen, står Venstre, De Konservative, Dansk Folkeparti, SF, Velfærdslisten, Beboerlisten og Enhedslisten samt løsgængerne Lars Axel Nielsen, Bo Ratz og Henriette Malland, skriver TV2 Østjylland.

Partierne og løsgængerne indtager 16 pladser ud af de 31 pladser i byrådet.

Der er dermed et flertal bag forslaget uden om den socialdemokratiske borgmesters eget parti.

Partierne vil blandt andet have undersøgt, om Randers Kommunes tilsyn er sket i overensstemmelse med gældende ret.

Det skal også undersøges, om der er forskel på den måde, som tilsynet med Nordic Waste er varetaget. Og den måde, som tilsynet med andre virksomheder er varetaget, lyder det i forslaget.

Borgmester Torben Hansen (S) tager søndag eftermiddag ifølge DR godt imod forslaget, som et flertal uden om ham og hans støtter har taget initiativ til.

DR har talt med Frida Valbjørn Christensen fra Enhedslisten, som er blandt dem, der står bag forslaget om den uvildige undersøgelse.

Hun siger, at Socialdemokratiet ”ikke tidligere har vist den store interesse” i en undersøgelse af kommunens rolle.

Det er Torben Hansen uenig i.

- Jamen, de har jo ikke spurgt. Så de ved ikke, om vi var interesserede eller ej, siger han til DR.

- Det er nemt at komme bagefter, man har sendt forslaget ud, og sige, at man ikke troede, at vi var interesserede. De kunne jo have startet med at spørge, siger han.

Ifølge TV2 Østjylland mødes den socialdemokratiske byrådsgruppe søndag aften for at diskutere forslaget.

Randers Kommune blev i en tidligere advokatundersøgelse, som kommunen selv havde bestilt, frikendt for ansvar.

Men nu skal kommunens ansvar tilsyneladende undersøges igen.

I starten af februar oplyste Miljøstyrelsen, at ansvaret for at afværge miljøskade i forbindelse med jordskreddet går tilbage til Randers Kommune.

Folketinget har afsat 205 millioner kroner til at dække udgifterne.