Kræftbehandling i Region Midtjylland: 99,9 pct. af patienterne kom i gang til tiden
Næsten alle kræftpatienter kom i december i gang med udredning og behandling til tiden. Overholdelsen er steget hver måned siden juli 2023, viser nyeste opgørelse fra Region Midtjylland.
Fra sommerferien og frem til nytår kom stadig flere kræftpatienter i gang med forløb indenfor reglerne om maksimal ventetid. Ifølge en ny opgørelse til regionsrådet i Region Midtjylland kom 99,9 pct. af kræftpatienterne i gang med udredninger, behandlinger og efterbehandlinger indenfor 14 dage.
Man kan godt få et andet indtryk, når man hører radio og ser TV, men som tallene viser, så blev hospitalerne i det sidste halve år af 2023 bedre til at overholde de garantier, som gælder for kræftbehandlingen.Anders Kühnau, regionsrådsformand (S)
»Man kan godt få et andet indtryk, når man hører radio og ser TV, men som tallene viser, så blev hospitalerne i det sidste halve år af 2023 bedre til at overholde de garantier, som gælder for kræftbehandlingen. Det er den rigtige og forventelige udvikling,« siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S) i en pressemeddelelse.
Hver måned behandler hospitalerne i Region Midtjylland mellem 5.700 og 6.500 kræftforløb. I løbet af det undersøgte halvår svarer det til 36.962 forløb. Af dem blev 28 forløb indberettet til Sundhedsstyrelsen, fordi der var tale om overskridelser af bekendtgørelsen om maksimale ventetider.
»Jeg håber, vi i 2024 ser tilsvarende tal, der nærmer sig fuld opfyldelse. Det skylder vi alvorligt syge mennesker, der vender sig mod sundhedsvæsenet for at få hjælp i meget vanskelige situationer. Også de mennesker, som vi i perioden desværre ikke nåede at tilbyde hjælp indenfor to uger,« siger Anders Kühnau.
»På vegne af alle kræftpatienterne vil jeg gerne takke personalet på regionens kræftafdelinger. I har i lang tid måttet stå på mål for kras kritik. Alligevel viser tallene, at I har formået at holde fokus på opgaven og støtte dybt bekymrede patienter og pårørende. Det synes jeg fortjener stor respekt,« siger regionsrådsformanden.