Fortsæt til indhold

Naturnationalparkerne - en af overskrifterne på Bogmessen

Weekendens Bogmessen Aarhus i Marselisborghallen har søndag eftermiddag et tema på programmet som skiller vandene på Mols.

Samfund

Bogmessen Aarhus, der løber af stablen i Marselisborghallen fredag. lørdg og søndag, byder på en mulighed for at dykke ned i Rune Engelbreth Larsens visioner om naturnationalparker og den vilde natur.

Søndag den 3. marts kl. 14.00 vil den erfarne idéhistoriker og naturfotograf give indblik i, hvorfor naturen skal være vildere, og hvordan dette koncept kan berige vores naturoplevelser.

Fra bøger til virkelighed

For et årti siden lancerede Rune Engelbreth Larsen begrebet ’naturnationalpark,’ som nu har udviklet sig til en revolutionær tilgang til naturbevaring.

På Bogscenen i den store hal vil Larsen præsentere baggrunden for sin idé, der udfolder sig i en række naturbøger, senest i 2023 med ”Naturnationalparker og de store dyrs genkomst.”

Essensen af Rune Engelbreth Larsens vision er en vildere natur for at styrke biodiversiteten. Dette indebærer strategier som at afstå fra skovdrift, genoprette naturlige vandforhold og reintroducere store dyr som vildheste, elge og bisoner i omfattende statslige naturområder.

Med opbakning fra hele 75% af befolkningen (undersøgelse lavet af Danmarks Naturfredningsforening, red.) er naturnationalparkerne allerede i fuld gang med at blive en realitet.

De første 15 områder er udpeget, herunder et i Nationalpark Mols Bjerge.

Etableringen forventes at begynde i 2024 eller 2025. Rune Engelbreth Larsen vil på scenen ikke kun dele sin entusiasme for projektet, men også belyse de potentielle udfordringer, der opstår, når store vilde dyr igen bliver en integreret del af dansk natur, loves det i forskræppet.

Måske tilhængere og modstandere af en naturnationalpark skal køre forbi Marselisborghallen på søndag inden eftermiddagskaffen?